Kendte3. marts 2021

Ugens stjerner: Bodil Jørgensen fylder 60 år

Herunder giver astrolog Cathrine Oppenheim et indblik i, hvordan din uge bliver
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/bodil_00_0.jpg
 (Foto: Martin Høien)

Af astrolog Cathrine Oppenheim

Astrolog Cathrine Oppenheim har endnu engang kigget på stjernerne og fortæller dig herunder, hvordan din uge bliver.

Horoskopet gælder fra onsdag den 3. marts til og med tirsdag den 9. marts.

VANDMANDEN

21. januar-18. februar

Fokus er på karrieren. Der er mulighed for en ændring, hvilket betyder meget for dig. Du kan føle dig mere fri og mere kreativ i din tankegang – også fordi dine forslag vinder mere gehør nu. Forholdene i familien kan være ustabile, men sådan er det lidt endnu.

DE FYLDER OGSÅ ÅR I DENNE UGE:

Jørgen de Mylius: Fylder 75 år den 5. marts

Ulla Henningsen: Fylder 70 år den 7. marts

Rikke Gøransson: Fylder 35 år den 8. marts

FISKENE

19. februar-20. marts

I denne uge er der fokus på dig og det, som du foretager dig eller planlægger – især fordi det involverer en anden person. Et samarbejde, som er mere eller mindre kendt af andre, skal revideres, og du skal tage stilling til, om det skal fortsætte.

VÆDDEREN

21. marts-20. april

Har du hængepartier, er det bedst at ordne dem inden weekenden. Derefter går din opmærksomhed nemlig andre veje. Sidst på ugen mærker du et tempo- og humørskift. Alt går hurtigere, og du får langt nemmere ved at træffe beslutninger. Dit indre forår er på vej!

TYREN

21. april-21. maj

Du kan være splittet mellem at sørge for dine egne og andres behov. Gør dig selv den tjeneste at tilgodese dig selv: Det giver dig energi og motivation, hvilket du kan bruge i den situation, du står i. Aftaler kan blive aflyst – hvilket giver dig nye muligheder.

TVILLINGERNE

22. maj-21. juni

Du må tage bestik af situationen, alt efter hvordan restriktionerne er i denne tid. Et samarbejde kan tage sin start, eller det kan afbrydes. Det bliver tydeligt for dig sidst på ugen. Under alle omstændigheder er det klogt at tage de realistiske briller på, når du beslutter noget.

KREBSEN

22. juni-22. juli

Du kan være tiltrukket af spirituelle emner, og du vil sætte kursen efter at få en aha-oplevelse. Ikke nødvendigvis af åndelig karakter, men du har en trang til at søge efter svar, som du måske kun kan få uden for almindelig rådgivning. Ugen er velegnet til kreative sysler.

LØVEN

23. juli-23. august

​Du vil gerne gøre dig gældende, men det er lidt svært. Måske er tidspunktet til eksponering, så det er klogere at vente med at gøre din entré til bedre tider. God timing er vigtigt. Imens kan du fokusere på dine nære relationer, som rent faktisk kan inspirere dig!

JOMFRUEN

24. august-23. september

Ugens tema er teamwork. Måske fungerer det – måske ikke. Tag en beslutning om, hvorvidt du og en samarbejdspartner skal fortsætte jeres relation. Der blæser dog positive vinde, så derfor vil du sandsynligvis foretrække at fortsætte samarbejdet, måske med ændringer.

VÆGTEN

24. september-23. oktober

Sund mad interesserer dig, og derfor vil du give dig selv og dit helbred opmærksomhed. Forvent ikke at se resultater lige med det samme – giv det tid, og hav tålmodighed. Alt, som er godt for fysikken, afprøver du. Måske kommer yogamåtten frem.

SKORPIONEN

24. oktober-22. november

Praktiske gøremål kan afsluttes. Opmærksomhed over for dine nære udskiftes med egne behov. Der skal ryddes op, og du må starte et sted. Ansøgninger eller anmodninger kan være arbejde, der ligger forude. Måske får du brug for hjælp til de mange skemaer.

SKYTTEN

23. november-21. december

Du bliver spurgt til råds i et bestemt anliggende. Vedkommende er meget påvirkelig, så vælg dine ord med omhu. Et samarbejde kan komme på tale – men overvej det nøje. Hvis I kan få det til at falde i hak, vil der være gode resultater, for I er nemlig på fin bølgelængde.

STENBUKKEN

22. december-20. januar

Du har nogle forudfattede meninger, som kan give grus i maskineriet i forhold til samarbejde. Du synes, du står noget alene med projekter, som andre har forladt til fordel for andet, der formentlig er mere spændende. Du står med tingene selv – til gengæld står du stærkt.

Sponsoreret indhold