Reality8. marts 2021

Sarah Bro i tårer i "Korpset": - Jeg vil bare gerne vise, hvem jeg er

Den tidligere svømmer Sarah Bro er en af de i alt 12 kendte aspiranter, der bliver presset til det yderste i TV 2's nyeste sæson af "Korpset - gjort af det rette stof"
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/sb_0.jpg
 Foto: Lars E, TV 2

Alt kan ske, hele tiden. Det skal de bare forstå.

Sådan lyder det indledende fra chefinstruktør Thomas ”Rat” Ratschack, i første afsnit af TV 2’s ”Korpset – gjort af det rette stof”, som har premiere mandag aften.

Her bliver de 12 kendte aspiranter helt bogstaveligt kastet ind i mørket og ud på dybt vand.

For ikke at sige presset til det alleryderste.

25-årige Sarah Bro, der er pensioneret OL-svømmer, er med i det benhårde kursus for at teste nogle fordomme.

- Jeg kan godt føle, der er nogen mennesker, der kigger på mig og synes, jeg er enten forfængelig eller fin på den. Men jeg har altid følt mig som en rigtig drengepige, som har forklædt det lidt med hår og make-up, siger hun, før hun tilføjer:

- Jeg tror bare, jeg gerne vil vise, hvem jeg er.

I tårer efter boksekamp

”Drengepige” eller ej. Under den grænseoverskridende bokseøvelse mod slutningen af dagen, dukker følelserne op til overfladen hos særligt den unge svømmer.

I en nævekamp mod skuespiller Søren Vejby bryder Bro sammen bag den beskyttende maske.

Hun mærker et smæld i nakken, og bliver forskrækket.

https://imgix.seoghoer.dk/foto_-_lars_e_tv_2_3.jpg
 Foto: Lars E, TV 2

Efter en lang dag som hold bliver deltagerne bedt om at gå løs på hinanden i en go' gammeldags boksekamp. Og det kan godt blive en følelsesmæssig omgang.
(Foto: Lars E, TV 2)

Øvelsen skal primært til for at teste, om aspiranterne er parate til at ignorere følelserne for i stedet at gøre, hvad der bliver sagt.

- Nogle vil føle frygt, andre vil få lyst til at flygte, og andre vil få lyst til rent faktisk at slå hårdt igen. Så alle sider af det menneskelige sind kan springe frem, lyder det fra Erik B. Jørgensen, som er instruktør.

Og for Sarah Bro sidder den oplevelse stadig i hende, da dagen er omme.

- Det er enormt grænseoverskridende at slå på hinanden på den måde, fortæller den hårdt prøvede aspirant nummer 12.

Karrierestop

Sarah Bro har i en ung alder allerede en imponerende karriere som sportsudøver bag sig. Hun har flere danske mesterskaber på CV’et, hun har vundet bronze ved VM i svømning, og så var hun sidst men ikke mindst til OL i Rio i 2016.

https://imgix.seoghoer.dk/f789aea3-8aba-4056-979a-2fe79fba0da5.jpg
 Foto: Lars E, TV 2

Frygtløse Sarah springer beredvilligt ud fra klippen i TV 2-programmets første afsnit
(Foto: Lars E, TV 2)

Forrige år smed hun så bomben, da hun trak sig fra sporten. Dengang sagde hun til TV 2 Echo:

- Jeg tror, jeg selv havde fået kreeret det her forventningspres. Og i lang tid følte jeg bare, at hvis jeg nu bare gør det, kan jeg stadig gøre det, jeg gerne vil. Men det kan man ikke i svømning. Det er en hjertesag. Man skal elske det. Så kom der et kæmpe crash i 2018.

https://imgix.seoghoer.dk/sb2.jpg
 Foto: Lars E, TV 2

(Foto: Lars E, TV 2)

Sin nye tilværelse som ung pensioneret svømmer får hun også mulighed for at reflektere over på kurset på Bornholm.

- Jeg kan godt være, at jeg bare lidt eksisterer i min hverdag lige nu, fordi jeg ikke har defineret præcis hvad der skal ske.

Udover "Korpset", så medvirker Sarah Bro desuden i en anden prøvelse på skærmen i Discoverys kommende sæson af "Over Atlanten".

Du kan se "Korpset - gjort af det rette stof" på TV 2 klokken 20.00 eller på TV 2 Play.

Sponsoreret indhold