Uskyldig dreng blev dræbt ved en fejl

16-årige Servet Abdija blev 16. oktober offer for et bestialsk drab, da han blev skudt foran sin hoveddør på Ragnhildgade på grænsen mellem Østerbro og Nørrebro.
Drabet er stadig uopklaret, men nu har politiet fundet nye spor i sagen, der kan give håb for en opklaring.
Det skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse.
Politiets efterforskning viser, at drabet blev begået af medlemmer af den nu opløste bande Loyal To Familia i forbindelse med den dengang verserende bandekonflikt.
Det viser sig dog også, at Servet Abdija ingen relationer havde til det kriminelle miljø, hvorfor drabet formentlig var en fejl.
- Vi er overbevist om, at Servet ikke var det tiltænkte mål den dag, siger vicepolitiinspektør i Københavns Politi Bjarke Dalsgaard.
- Servet Abdija var en helt almindelig dreng, der på tragisk vis blev forvekslet med et bandemedlem, som skulle likvideres, fortsætter han.
Flugtbil fundet
Et af de nye spor i sagen er en flugtbil, som politiet nu har lokaliseret.
Det er en sort Audi A6 stationcar, som var i en borgers besiddelse, der dog ingen relation har til drabet.
- Vi undersøger nu flugtbilen i jagten på spor. Det kan blive det gennembrud i sagen, vi har brug for. At få et flugtkøretøj i vores besiddelse ei sådan en sag er et meget vigtigt element, siger Bjarke Dalsgaard.

Foto: politi.dk
Søger vidner
Københavns Politi vil gerne i kontakt med vidner, der har information om sagen - også de vidner, som allerede har talt med politiet.
- Jeg vil gerne appellere til, at alle, der ved noget om drabet på Servet Abdija, kontakter os. Jeg er sikker på, at nogen går rundt derude med en stor knude i maven over, at en uskyldig dren blev slået ihjeæ på den måde lige neden for sin hoveddør, mens hans mor kunne høre det. Så hvis man vil have lettet hjertet og komme videre med livet, så er det nu, man skal gå til politiet med sin viden, siger Bjarke Dalsgaard.

Foto: politi.dk