Sådan fik Mary og Frederik millionoverskud: Sparer på ansatte
Også kronprins Frederik og kronprinsesse kan fremvise et meget sjældent overskud i deres finanser, viser det regnskab, som kongehuset netop har sendt ud.
Hele 1.645.458 kroner lød overskuddet på mod et minus på 220.000 kroner i 2019.
Det skyldes dog ikke sparede udgifter i forbindelse med fester eller andre aktiviteter. Næ, Frederik og Mary sparede på medarbejderstaben, for udgifterne til de ansatte faldt fra 13.167.000 kroner i 2019 til ’kun’ 11.386.898 kroner i 2020. Altså en besparelse på 1.780.102.
Havde de ikke skåret ned, havde de for sidste år haft et underskud på 134.644 kroner.
Artiklen fortsætter under billedet
Foto: Hanne Juul
Frederik og Mary har alle dage været gode til at bruge rub og stub, men med personalereduktionen kan de nu sætte kontanter ind i den slunkne kasse, hvor overskuddet i form af egenkapital nu er på 2.779.521 kroner.
Der blev da også sparet en del på grund af manglende arrangementer i lyset af coronakrisen. I 2019 lød udgifterne til ’kongelige arrangementer’ på 809.000 kroner. I 2020 blev det barberet ned til 519.596 kroner.
I hvilken del af deres medarbejderstab der blev skåret ned, fremgår ikke af regnskabet.