Pengene vælter ind til Stig Tøftings indsamling
Selvom Stig Tøftings gåtur fra Aarhus til Kruså er overstået, er indsamlingen til syge børn stadig i fuld gang.
Indsamlingen skulle egentlig have været slut, den dag den tidligere fodboldspiller nåede sit mål - men fordi mange stadig har interesse i at donere, fortsætter den indtil 6. april.
Det skriver stiften.dk.
Da gåturen på i alt 167 kilometer var slut, havde Stig Tøfting samlet 773.741 kroner ind.
Men torsdag nåede indsamlingen helt op på 950.000, og den er nu snublende tæt på at runde en million kroner.
Pengene bliver delt mellem Børnecancerfonden og KidsAid, når indsamlingen er slut.
Hovedpersonen er overvældet over støtten.
- Jeg havde overhovedet ikke drømt om at kunne komme så højt op, men da jeg så beløbet ved målet i Kruså lørdag 27. marts, fik jeg øje på muligheden for at nå en million kroner, siger Stig Tøfting til stiften.dk.
Man kan fortsat donere til indsamlingen på MobilePay 777611 til og med 6. april.