Melvin Kakooza efter hjernetumor: Her er hans inspirerende ord
2021 er bestemt ikke blevet, som Melvin Kakooza håbede på, det blev.
Den 29-årige tv-vært måtte tilbage i februar melde afbud som barselsvikar for Sofie Linde i "X Factor", fordi han ganske chokerende skulle have fjernet en tumor i hjernen.
Siden da har der - forståeligt nok - været stille omkring Kakooza, som skulle komme sig efter den store operation, men nu er den sjove skærmtrold så småt ved at vende tilbage til sine sociale medier.
Artiklen fortsætter under billedet
Melvin Kakooza blev i februar opereret, efter lægerne fandt en tumor i hans baghoved. Den viste sig heldigvis at være godartet. Foto: Søren Jul Lamberth
Inden påske takkede han i et opslag på sin Instagram for de mange hilsner og blomster, han havde fået i kølvandet på nyheden om hans chok-sygdom - og nu giver han så lyd fra sig igen.
På sin Instagram story har han postet en række sangcitater, der nok har holdt modet og motivationen oppe hos ham gennem denne svære periode.
Til lyden af Kanye Wests hitsang "Stronger" citerer han sangen "My Testimony" med ordene:
- If I'm not dead, You're not done / Greater things are still to come.
Dertil krydrer han med ordet "Amen" og en emoji, der taknemmligt holder hænderne samlet.