Medie om politiets teori: Dét var Tom Hagens rolle i konens forsvinden

For et år siden blev milliardæren Tom Hagen anholdt på vej til job. 18 måneder forinden var hans kone Anne-Elisabeth Hagen forsvundet fra parrets fælleshjem i Lørenskog i Norge.
Og ægtemanden blev så sigtet for drab eller medvirken til drab.
Politiet mener, at han har haft en finger med i kidnapningen. Hagen selv nægter sig dog skyldig og nægter enhver indblanding i sagen.
Nu viser nye oplysninger ifølge det norske TV 2, hvad politiet mener har været Tom Hagens rolle.
I en bog skrevet af to journalister fra mediet fremgår det, at Hagens rolle den dag angiveligt var at vaske og rengøre hjemmet, hvorfra hans hustru forsvandt, før han ringede til poltiet.
Det fremgår dog ikke i artiklen på det norske medie, hvor de to journalister skulle have informationerne fra.
31. oktober forsvandt milliardærfruen. Kort forinden skulle hun have haft en ganske normal telefonsamtale med et familiemedlem.
Artiklen forsætter under billedet ...

Foto: Privatfoto
Det var sidste gang nogen hørte fra hende, for da opkaldet sluttede, forsvandt det sidste spor af den 68-årige kvinde.
I tidsrummet mellem klokken 09.16 og 10.15 mener politiet, at en eller flere gerningspersoner har gået ind i huset og angrebet Anne-Elisabeth Hagen.
Politiet efterforskede længe sagen som en forsvindingssag med økonomisk motiv, men i juni 2019 ændrede politiet deres hovedhypotese til, at den 68-årige kvinde med højst sandsynlighed var blevet myrdet.
Politiet har brugt meget tid på at undersøge, hvad Tom Hagen den dag foretog sig.
I bogen ”Lørenskog-mysteriet” kommer det frem, at politiet gik til retten i forbindelse med en begæring om ransagning af Hagens hus, hvor de fremlagde, at de troede, at Hagen havde været ”bestiller” af drabet på konen.
Politiet mente ifølge bogen, at det var sandsynligt, at en eller flere medhjælpere udførte ugerningen på opfordring fra Hagen, mens han selv var på arbejde.
I hjemmet har milliardæren fortalt, at han fandt et brev i gangen. Der stod, at konen var blevet bortført, og at han skulle betale ni millioner euro i kryptovaluta for at få hende hjem igen.
Øst Politidistrikt har ifølge norske TV 2 ikke ønsket at kommentere oplysninger i bogen.
Tom Hagens forsvarer mener ikke, at der er det mindste bevis i sagens dokumenter for, at hans klient skulle have hjulpet med at vaske og rengøre gerningsstedet.