Taler han amerikansk? Fans i chok over Harry Styles sære accent ved Brit Awards
Tirsdag aften, da Harry Styles modtog Brit-prisen for bedste britiske single i årets løb, var det i Gucci fra top til tå.
Men det var ikke hans spraglede outfit og det velfriserede hår, der tiltrak opmærksomheden hjemme i stuerne.
I stedet bed hans fans mærke i ordene, der kom ud af megastjernens mund – eller rettere, hvordan de lød.
- Hvorfor taler Harry Styles pludselig amerikansk, skriver en bruger på Twitter, og flere følger trop med samme undren.
- Har Harry Styles sat sin accent på ”shuffle”?
- Jeg savner Harry Styles gamle accent.
Styles, der er født og opvokset i Cheshire i det nordvestlige England, vandt prisen for kæmpehittet ”Watermelon Sugar”. Og han takkede ironisk nok særligt sine britiske fans fra scenen.
- Jeg er virkelig glad for at være her, og jeg er stolt over at fejre britisk musik her i aften. Jeg vil gerne takke mine fans for at være så generøse altid. Og alle i mit liv, der har min ryg. Tusind tak, jeg elsker jer, lød det fra den storcharmerende superstjerne.
Smittet af Olivia
Loyale tilhængere af ”Golden”-sangeren havde dog en forklaring på hans anderledes accent.
- Han lyder amerikansk, fordi han netop har afsluttet filmoptagelser, hvor han har skulle bruge en amerikansk accent, lyder det.
Og ganske rigtigt, så har Styles for nyligt arbejdet på den psykologiske thriller ”Don’t Worry, Darling”, hvori han spiller rollen som Jack. Men replikkerne i den amerikanske film er nok ikke det eneste, der har haft sin indflydelse.
I løbet af indspilningerne fik Styles nemlig et særligt godt øje til sin arbejdsgiver – instruktøren på filmen, Olivia Wilde, 37. Skuespillerinden med instruktørambitioner er født i New York, og mon ikke også de to har fået talt en del sammen på det seneste?
Harry Styles er hurtigt rykket videre til den næste tjans på det store lærred, efter sit arbejde med Wilde i Hollywood. I øjeblikket er han i fuld gang med indspilningerne til 50’er dramaet ”My Policeman”.
Her spiller han homoseksuel betjent, der ender i et trekantsdrama, og handlingen udspiller sig i Brighton i det sydlige England.
Takkede sygeplejersker
Et gennemgribende tema for årets Brit Awards endte med at blive de mange frontarbejdere i UK, som gennem over et år har arbejdet forrest i kampen mod coronavirus.
Selve statuetten kom med en rørende lille gimmick. Den kom nemlig i en mindre udgave, som de glade prisvindere kunne dedikere til de mange sygeplejersker og NHS-arbejdere, der i øvrigt udgjorde det ellers sparsomme publikum i O2-Arena tirsdag aften.
Dua Lipa vandt hovedprisen for bedste album, poptrioen Little Mix fik prisen for bedste gruppe og Taylor Swift skrev historie, da hun tog titlen hjem som Global Icon som den første kvinde nogensinde.