Ny realitystjerne har kendt, dansk eks
Den charmerende hovedperson i datingprogrammet "Prince Charming", Jonas Løvik, er kommet på manges læber, efter han er blevet offentliggjort som den første bachelor i den danske version af showet, der har premiere søndag den 23. maj.
Det er dog ikke noget nyt for 34-årige Jonas Løvik, der tidligere har været kærester med en, der er bekendt med blitzlys og røde løbere.
Den danske skuespiller Johannes Nymark er nemlig Jonas Løviks ekskæreste, så den nyslåede realityhunk ved allerede en ting eller to om at posere for kameraet.
Parret var sammen mellem januar og maj 2018, efter Johannes Nymark og Silas Holst gik fra hinanden i december 2017.
Og nu er tiden altså blevet moden til, at Jonas Løvik, der oprindeligt er norsk, søger efter sin eneste ene i et tv-program.
I datingprogrammet "Prince Charming", der for første gang er kommet i en dansk version, skal en attraktiv bachelor finde sin udkårne. Det lyder som mange andre programmer, hvor det gælder om at finde kærligheden, men det særlige ved "Prince Charming" er, at alle deltagerne er mænd, der er til mænd.
Jonas Løvik har i programmet 12 bejlere, der alle konkurrerer om at fange singlens opmærksomhed, og det skaber både rørende og dramatiske øjeblikke.
- Det har været en fed oplevelse, og jeg er sikker på, at programmet viser, at ingen homoseksuelle er ens. Det er på tide, der kommer et program, der sætter fokus på, at vi er helt normale mennesker, som bare tænder på personer af vores eget køn, siger Jonas Løvik i en pressemeddelelse.
- Og jeg kan allerede sige nu, at oplevelsen virkelig kom under huden på os.
Du kan se Jonas Løvik møde sine 12 bejlere i "Prince Charming", der har premiere på dicovery+ søndag den 23. maj.