Rikke Gøransson afslører sin "Paradise Hotel"-startløn
Som bare 19-årig fik Rikke Gøransson tilbudt værtstjansen for "Paradise Hotel", men det var bestemt ikke fordi, startlønnen, hun blev tilbudt, var klækkelig.
I det seneste afsnit af Christian Fuhlendorffs podcast "Hva' så?", afslører den nu 35-årige tv-skønhed, hvad hun blev tilbudt som startløn, da hun var i betragtning som vært på "Paradise Hotel".
- Nu kan jeg fortælle, hvad min startløn var, fordi den var sgu ikke særlig høj. De tilbød mig 24.000 for at blive tv-vært, afslører Gøransson med et grin i podcasten.
Da hun fik jobtilbuddet, var Rikke Gøransson 19 år gammel. Hun havde lige vundet "Robin Ekspeditionen", ligesom hun inden havde været deltager i "Paradise Hotel".
Hun blev tilbudt værtstjansen, fordi den daværende vært Ibi Støving skulle på barsel.
Den garvede tv-vært afslører, at hun gav sig i kast med at forhandle om sin løn:
- Så var jeg sådan: "Nå, men det er okay, altså, I snakker udbetalt, ikke?" Så grinte de af mig og sagde: "Nej, nej, vi skal jo lige prøve dig af som vært". Så sagde jeg: "Okay, men jeg kan gå med til 30", forklarer hun i podcasten.
Rikke fik sin værtsdebut i 2008, i programmets fjerde sæson, og har siden været fast vært på det voldsomt populære realityprogram - man må håbe for hende, at hun siden har fået forhandlet en mere klækkelig løn hjem.
Næste sæson er Gøransson blevet erstattet af realitydeltageren Olivia Salo og beatutyinfluenceren Emil Olsen.