Reality13. juni 2021

What?! Tidligere paradiso chokerer "Prince Charming"-deltagere

Cain Haugaard Jakobsen sprang ud i "Paradise Hotel". Nu gør han chok-entré i datingprogrammet "Prince Charming"
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Lige som vi troede, at der snart ikke kunne være mere drama i datingprogrammet "Prince Charming", kommer der et klassisk tvist i fjerde afsnit af discovery+-serien, der hylder mænd, der elsker mænd.

I søndagens afsnit træder der nemlig to nye deltagere ind i "Prince Charming"-huset og overrasker de andre deltagere.

De to nye bejlere skal konkurrere på lige fod med de andre om at vinde 34-årige Jonas Løviks hjerte ved at nå hele vejen til slutningen af programmet uden at få frataget deres slips i de ugentlige ceremonier.

De nye deltagere bliver i programmet præsenteret som Sander Sanchez, der sidste år blev nummer to i det danske melodi grand prix, og ... Cain.

Men hvis du har fulgt lidt med i reality de sidste fem år, kender du også allerede Cain på forhånd. Han tjekkede nemlig ind på "Paradise Hotel" i 2016.

Cain Haugaard Jakobsen blev blandt andet kendt for at tjekke ind som biseksuel og springe ud som homoseksuel inde på hotellet. Siden tiden i Mexico er han flyttet fra Randers til København og har en lækker lejlighed, et godt job og et skønt liv. Der er bare lige en enkelt ting, han skal bruge.

- Det eneste, jeg mangler nu, er manden i mit liv. Jeg har hverken fundet ham i København, på Tinder eller Grindr, så nu må jeg prøve noget nyt, fortæller Cain Haugaard Jakobsen, da SE og HØR spørger, hvorfor han efter fem år er vendt tilbage på tv.

https://imgix.seoghoer.dk/media/article/sh-82572_0.jpg
 Foto: Thomas Laursen

Cain Haugaard Jakobsen røg ud efter den første uge i "Paradise Hotel" 2016. Cain er nummer tre fra venstre. Foto: Thomas Laursen

Realitydeltageren sagde straks ja, da han blev spurgt, om han ville være med i "Prince Charming". Netop fokusset på at finde kærligheden er det, der trækker i randrusianeren.

Derfor fortalte han sin chef på den diner, hvor han arbejder som tjener, at han gerne ville være med i et datingprogram - og han blev straks opfordret til at pakke kufferten og komme af sted.

Klar til at stifte familie

I 2016 fortalte Cain Haugaard Jakobsen, der som 24-årig netop var sprunget ud, at han endnu ikke havde prøvet at opleve den store kærlighed. Siden har han haft to kortere forhold, hvor han har været forelsket, men nu skal drømmeprinsen findes.

- Nu er det fandeme nu! Mit liv er så skønt, og det eneste, jeg mangler, er "Prince Charming". Så efter sommeren, når jeg engang bliver 30 år, så er der forhåbentlig styr på det hele, fortæller Cain Haugaard Jakobsen.

- Jeg vil rigtig gerne have børn en dag - og der er jo heldigvis mange muligheder for at få det, fortsætter han og understreger, hvor glad han er for at være med til at vise regnbueflaget på tv.

Ligesom de andre deltagere, har Cain heller ikke mødt den "prins", de alle sammen kæmper om i "Prince Charming", og han var i tvivl om, om casterne overhovedet kunne finde en mand, der var noget for ham. Lige indtil han mødte ham.

- Da jeg kommer ind og ser Jonas, bliver jeg genert. Han er komfortabel og sig selv, og han kigger dybt og intenst på mig. Jeg gik lidt i baglås og begyndte at drikke en masse whisky, fortæller Cain Haugaard Jakobsen om daten, han og Sander Sanchez fik med Jonas Løvik.

https://imgix.seoghoer.dk/media/article/kh_dis_pc_cain_002.jpg
 Foto: Krestine Havemann / Discovery Networks Danmark

Cain Haugaard Jakobsen er 29 år og klar til at finde drømmeprinsen. Foto: Krestine Havemann/Discovery

- Jonas er absolut min type, han er en rigtig sød fyr. Der er et eller andet over ham. De andre i huset er overhovedet ikke noget for mig.

Over grænsen

Som ny i programmet var det hårdt for Cain Haugaard Jakobsen pludselig at skulle bo tæt med de andre deltagere, der allerede havde mødt hinanden for længst.

- Det var helt forfærdeligt at komme ind. De andre vil knap kigge på mig, og størstedelen hilser ikke på mig. Jeg spørger lidt til, hvordan det er gået, hvad status er med Jonas og så videre, men jeg får ikke svar på noget, siger Cain Haugaard Jakobsen om den hårde start.

Han kender i forvejen to i huset, vennen Elias og den tidligere flirt Christian.

- Det var rart at se to kendte ansigter, men det hjalp mig ikke så meget. De andre havde dannet bånd med hinanden og formet grupper. Jeg ved ikke, om de så mig som en trussel, siden de blev usikre på sig selv, fortæller Cain og fortsætter:

- Det er så hårdt at bo med nogen, der ikke gider en. Det var over grænsen at føle sig så uvelkommen i et hus. Men jeg kom jo ikke for deres opmærksomhed, men for Jonas.

Du kan se, hvordan det går Cain, i "Prince Charming" på discovery+

Sponsoreret indhold