Krimi1. juni 2021

Uhyggelig video deles på sociale medier: 11-årig voldsomt overfaldet

Drengen bliver slået, sparket og trampet i hovedet i den grusomme video
https://imgix.seoghoer.dk/politilogo_paa_rude.jpg
 Foto: Politi.dk

Opdateret kl. 16.03: Politiet har anholdt en 14-årig dreng, som de mener står bag volden mod den 11-årige. Da den anholdte er under den kriminelle lavalder, vil han blive overgivet til de sociale myndigheder.

I øjeblikket florerer en video på de sociale medier, hvor en blot 11-årig dreng bliver udsat for voldsomme tæsk.

Det skriver TV 2 Fyn.

Den 11-årige dreng blev overfaldet i sidste uge i Munkebo på Fyn af maskerede mænd.

I videoen ser man, hvordan drengen får slag, spark og tramp i hovedet, mens han undskylder utallige gange til gerningsmanden - angiveligt fordi han har kaldt gerningsmandens lillesøster for tyk.

Politiet efterforsker sagen, og de opfordrer til, at man lader være med at dele videoen.

Det samme gør drengens mor, der er chokeret over, at den forfærdelige video på den måde bliver delt overalt.

- Det er ganske forfærdeligt, at den video kan florere. Jeg synes, det er grotesk, at der er en, der har filmet, og at der er en, der giver ham så mange tæsk, men jeg synes decideret, at det er ulækkert, at folk kan finde på at dele videoen og spørge, hvor de kan se den, forklarer moren, der første gang så videoen, fordi hendes datter havde fundet den på nettet.

Deling af videoen er ulovlig jf. §264d i straffeloven, og kan give op til seks måneders fængsel.

Ifølge fyens.dk er Facebook tirsdag formiddag gået i gang med at fjerne videoen fra forskellige tråde på platformen.

Sponsoreret indhold