Far slår ved et uheld sin 3-årige datter ihjel
En tur på legepladsen er endt i tragedie for en familie i New Zealand. Ved et ubegribeligt uheld faldt faderen ned over sin 3-årige pige, der efterfølgende døde.
Det skriver News.
Den tragiske hændelse fandt sted tæt på familiens hjem i Upper Hutt, New Zealand i slutningen af august. Her ville faderen hoppe ned fra noget legetøj, da han mistede balancen og i stedet faldt ned over sin 3-årige datter.
Lille Amberlie Pennington-Foley pådrog sig alvorlige kvæstelser i hovedet og nakken, og hun blev efterfølgende hastet på hospitalet. Trods talrige forsøg på at genoplive hende blev den lille pige erklæret død på hospitalet.
Artiklen fortsætter under billedet...
Lille Amberlie Pennington-Foley pådrog sig alvorlige kvæstelser i hovedet og nakken og døde kort efter på hospitalet. Foto: Privat
Et efterfølgende ligsyn samt undersøgelse af legepladsen har konkluderet, at hverken legetøjet eller faderen gjorde noget forkert.
- Amberlies død er et tragisk uheld på alle tænkelige måder, udtaler embedsmand Peter Ryan i forbindelse med offentliggørelsen af den afsluttende rapport.
- Jeg ville ikke være overrasket, hvis mange andre forældre havde gjort det samme på legepladsen, uden at der var sket noget på det tidspunkt, siger han videre.
Familien flyttede fra England til New Zealand for ni år siden. I forbindelse med det tragiske dødsfald har fire tætte familiemedlemmer fra England fået grønt lys til at rejse til New Zealand for at bistå familien i den svære tid.