Efter vellykket operation: Christian Eriksen udskrevet
Den 29-årige landsholdsspiller Christian Eriksen er nu blevet udskrevet fra Rigshospitalet, hvor han har tilbragt de sidste seks dage med undersøgelser og bedring efter sit dramatiske kollaps i Parken under EM-kampen mod Finland.
Det bekræfter DBU på Twitter.
De oplyser desuden, at midtbanespilleren har gennemgået en vellykket operation - ifølge BT's kilder skete det samme dag som resten af holdkammeraterne tørnede sammen mod Belgien. Et indgreb, som har givet ham en ICD – en hjertestarter – i brystet.
Ifølge de centrale italienske kilder er planen, at Eriksen skal bruge den første tid efter indlæggelsen på at komme sig. I løbet af den næste måned vil han opholde sig i Danmark, hvorefter han vil tage til Italien, hvor han til daglig spiller for Inter Milan.
Her vil den italienske klub stå for de medicinske undersøgelser.
Tweetet fra DBU kommer med en kort udtalelse fra Eriksen selv.
- Tak for de utroligt mange hilsner - det har været fantastisk at mærke. Operationen er gået godt, og jeg har det efter omstændighederne fint. Det har været fedt at se gutterne efter den flotte kamp i aftes. Jeg hepper på dem til kampen mod Rusland.
- Alt er jo ikke godt
Også tidligere har Christian Eriksen beroliget fans med beskeden om, at han er okay.
Både med sit eget særdeles delte og likede Instagram-opslag, hvor han viser thumbs up fra hospitalssengen, samt gennem landsholdslægen, DBU's fodbolddirektør og lqandsholdtræneren.
Sidstenævnte, Kasper Hjulmand, har ved et pressemøde ovenpå Danmarks anden EM-kamp torsdag meldt ud, at fodboldspilleren nu skal igennem en længere periode med ro og hvile.
- Vi er jublende lykkelige over, at han stadig har det godt. Men alt er jo ikke godt. Christian skal igennem nogle svære uger, og vi ved ikke, hvad der venter. Det eneste, vi kan sige er, at vi er der for ham. Men hold fast, hvor det hjælper, at vi kan se ham smile,« lød det fra den danske landstræner.
Eriksen faldt om blot få minutter før halvlegen ved lørdagens EM-kamp i Parken, og måtte behandles med livreddende hjertemassage midt på banen. Rundt om ham stod kammeraterne med chokket malet i ansigterne.
Det uhyggelige kollaps har gennem hele første uge af EM-slutrunden været på alles læber, og både danske og udenlandske fans har sendt varme hilsner om god bedring til Eriksen.
Ti minutter inde i kampen torsdag fik han stående klapsalver fra de 25.000 tilskuere på tribunerne, ligesom spillerne og de belgiske modstandere standsede kampen.
Få hundrede meter derfra, på Rigshospitalet, kunne den nyligt opererede fodboldstjerne følge med i opgøret, der dog endte med en sejr til Belgien.