Forbyder hemmeligt trick
Det er fristende digitalt at fjerne en delle og stramme vaskebrættet op, hvis man lever af at få mange likes på Instagram, TikTok og andre sociale netværker. Ofte sker det bare, uden at du som bruger får at vide, at dit idol kunstigt er gjort smukkere.
Men i Norge er det slut med i hemmelighed at peppe virkeligheden op med særlige filtre og programmer, hvis du lever af det. For her har Stortinget netop besluttet at forbyde reklamer, hvor for eksempel kroppens ‘facon, størrelse eller hud’ er ændret uden at fortælle om det.
Fremover skal den slags reklamer - og det gælder også influencers reklame opslag - klart mærkes, når der er manipuleret med billedmaterialet.
Vil selv
I Danmark er der fortsat frit spil, da der ikke findes lignende lovgivning herhjemme. Og det giver god mening at sætte klare etiske regler for, hvordan influencers opfører sig, mener Lisbeth Kiel, der er formand for Danske Bloggere.
- Som udgangspunkt er det positivt, at der bliver lavet nogle regler på området.
- Men jeg vil helst have, at det kommer fra branchen selv. Altså at man kan finde ud af at regulere sig selv, ligesom vi er i gang med herhjemme, siger hun til SE og HØR.
- Hvorfor det?
- Fordi jeg tror, at det alt andet lige har en bedre effekt, end hvis der sidder nogen på Christiansborg og trækker nogle regler ned over hovedet på os, som måske ikke har hold i virkeligheden.
Christiane Schaumburg-Müller kritiserer populært Instagram-trick
Får konsekvenser
Allerede sidste år vedtog Danske Bloggere, som er en gruppe under Dansk Journalistforbund, derfor et sæt etiske retningslinjer. Planen er, at der skal nedsættes et nævn, så det også får konsekvenser, hvis gruppens medlemmer overtræder dem.
- Det er tænkt som en mærkningsordning, hvor man kan se, hvilke influenter man som annoncør tør blive kædet sammen med.
- På den måde kan man se, at de tager et ansvar og lever op til retningslinjerne.
Lisbeth Kiel understreger, at behovet for regler efter hendes opfattelse ikke alene bør handle om influencers, men i lige så høj grad også for almindelige reklamer i medierne, da disse ofte har været udsat for billedmanipulation.
Du kan læse om historien på Daily Mail.