11-årige Bjørn mødte Christian Eriksen på stranden: - Jeg var mundlam
- Heldige mig og verdens mest omtalte mand, står der hen over billedet, som Bjørn Bindzus på 11 år stolt lagde på Instagram fredag.
Og det er altså heller ikke hvem-som-helst, han fik lov at møde midt i familiefrokosten denne helt almindelige dag, før EM-kampen mellem Danmark og Tjekkiet i Baku.
Bjørn er nemlig indehaveren af det første foto af midtbanestjernen Christian Eriksen, siden han for nøjagtigt tre uger siden faldt om på plænen i Parken. Ramt af hjertestop.
Bjørn på 11 år, der fik sin mor til at tage billedet sammen med fodbold-idolet, fortæller til BT, at han måtte samle mod til sig, før han henvendte sig til Eriksen.
- Jeg var nervøs og helt mundlam, da jeg skulle spørge om billedet. Men jeg er stolt over, at jeg gjorde det, og jeg er meget glad i dag, siger han.
Han er sød
Flere i kommentarerne under Bjørns billede vil ligesom rigtig mange andre danskere gerne vide, om den 29-årige fodboldstjerne har det godt ovenpå det dramatiske kollaps – samt den efterfølgende operation.
Til det svarer Bjørn med en tommelfinger op:
- Han er sød, og har det godt.
Bjørns fine billede nød desuden også stor opmærksomhed hos følgerne på kæmpeprofilen Anders Hemmingsen, hvor det blev repostet fredag eftermiddag.