Camilla Martin stopper på TV3 Sport: Skifter til konkurrenten
I 14 år har Camilla Martin været frontfiguren på diverse sportsudsendelser hos TV3 Sport og Viaplay, men nu er det slut.
I en pressemeddelelse oplyser NENT Group nemlig, at badmintonlegenden har sagt sit job op.
Den 47-årige tv-vært har valgt at søge nye græsgange og skifter fra den første september over til TV 2.
- Jeg har haft 14 fantastiske år på TV3 Sport med dejlige kolleger. Jeg skylder dem hele min TV-opdragelse og måde at gå til TV-mediet på. Jeg tager masser af gode minder med mig fra huset, og fra alle de rettigheder jeg har været med til at dække, siger Camilla Martin om sit stop.
Sportschef hos NENT Group Kim Mikkelsen oplyser i pressemeddelelsen, at den netop overståede EM-slutrunde blev Camilla Martins sidste tjans med TV3 Sport-mikrofonen i hånden.
Artiklen fortsætter under billedet...
Sommeren over har Camilla Martinn stået i spidsen for Viaplays dækning af den netop overståede EM-slutrunde (Foto: Martin Høien)
- Camilla Martin har været en fantastisk ambassadør for NENT Group og en skattet kollega. Vi er glade for at have haft hende på holdet, og vi ønsker hende held og lykke med de fremtidige opgaver, siger Kim Mikkelsen og fortsætter:
- Camilla efterlader et stærkt indtryk, men også en redaktion med masser af stærke kolleger, som kan løfte hendes opgaver. Nu går vi i gang med at se på, hvordan vi lægger puslespillet efter Camilla.
Mens Kim Mikkelsen og Viaplay skal udfylde hullet efter 14 år med Camilla Martin, kan hun se frem til at blive genforenet med en gammel ven og kollega.
I februar skiftede den legendariske kommentator Carsten Werge nemlig til en stilling som fodboldredaktør hos TV 2 Sport.
Og inden længe får han altså sin gamle kollega Camilla Martin med på det storsatsende sportsskib hos TV 2.