Melvin Kakoozas ulykkelige år: Far forsvandt
Melvin Kakooza kan lave sjov med det meste.
Det gælder også forholdet til faren, som han ikke har set siden starten af sine teenageår.
- Der er mange, som siger; ”Hvornår får vi lov at møde din far?” Og så siger jeg til dem: ”Jamen hvis du ser ham, så sig endelig til,” lyder det fra den smilende stand up-komiker.
Den kække bemærkning fik Kakooza afleveret ved Michéle Ballaiches ”Meet’n’Greet”-talkshow, hvor han var på scenen med sin mor, Carolyne Kaddu Rasmussen.
Men den barske historie om den fraværende far gav dog bestemt ikke anledning til latter i salen hele vejen igennem.
- Det var selvfølgelig svært, at min far forsvandt, og det gik mange af mine teengaeår med. Ikke med at være vred, men at være ked af, at nogen havde valgt mig fra, lød det ifølge Her & Nu fra Melvin.
faldt aldrig til
Melvin er født i Kampala i Uganda, og da han var halvandet år gammel, flyttede han med sine forældre Patrick og Carolyne til Fredericia. Her faldt hans far dog aldrig rigtigt til, og siden de blev skilt – da Melvin var 11 år gammel – har han ikke set skyggen af ham.
Den 29-årige tv-vært fortæller videre, at det har påvirket hans fremtidige relationer, at faderen i sin tid lavede et forsvindingsnummer.
- For jeg har hele tiden det der med, at personen kan forsvinde, forklarede han.
Artiklen fortsætter under billedet:
Melvin sammen med sin lillebror Marc (Foto: Hanne Juul)
Siden fandt Carolyne - der pludselig blev alenemor med Melvin og hans tre søskende, Marc, Maureen og Melissa - sammen med fritidspædagogen Jan, som nu fungerede som komikerens faderfigur.
Fra scenen hos Michéle Ballaiche afslørede ”Sunday”-stjernen, at han i en håndfuld år som voksen gik rundt med lysten til at finde sin far.
Siden fandt han dog fred i, at det var et overstået kapitel.