
Overraskende partner: Claudia Rex gør comeback

Gensynets glæde er ikke den ringeste. Og det bliver i den grad et kærkomment comeback, når kønne Claudia Rex, 34, atter hopper på parketten i efterårets “Vild med dans”.
SE og HØR erfarer således, at dansebaben er med på holdet i 2021-udgaven af TV 2-hittet. Fyrenes favorit skal denne gang dog ikke føres af en sådan.

Dobbelt på dametrin
For første gang i dansk “Vild med dans”-historie bliver der nemlig dobbelt op på dametrin, når Claudia ifølge SE og HØRs oplysninger får en kvinde som partner.
Tricket med par af samme køn fik debut i 2019, hvor Silas Holst og Jakob Fauerby førte hinanden hele vejen frem til trofæet. Om Rex gør kunststykket efter, må september-, oktober- og november-fredagene vise.

Et godt bud på Claudias partner kunne være sangerinden Freja Kirk, 33, (tv.) som privat er forlovet med den smukke model, skuespiller og danser Sus Wilkins, 32. Foto: Thomas Laursen
Mor i mellemtiden
Claudias comeback kommer ganske overraskende. Efter fyrrige fredage med spradebasse Simon Jul tvang en vedvarende knæskade i 2017 den flerfoldige finalist til at lægge danseskoene på hylden.
Nu duer knæene tilsyneladende igen for Claudia, der i mellemtiden er blevet mor til Zacharias på snart to år, som hun har med ægtemanden, tv-vært og muscialstjerne Pelle Emil Hebsgaard, 33.
Og både han og sønnike hepper ganske sikkert med, når mor atter indtager manegen til september.
