Krimi22. juli 2021

19-årig dræbt i sommerhus: Kvinde sigtet for drab efter forudgående aftale

En 30-årig kvinde er sigtet for drab på en 19-årig teenager, der mistede livet i et sommerhusområde i Skibby
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/img_9315.jpg
 Foto: Presse-fotos.dk

Ved du noget om sagen? Skriv en mail til kmr@sh.dk

SENESTE: Nu er kvinden løsladt

Der tegner sig efterhånden et billede af en uhyggelig familietragedie, der natten til onsdag udspillede sig i et sommerhus i Skibby.

En 30-årig kvinde bliver netop nu fremstillet i grundlovsforhør i retten i Hillerød - sigtet for drabet på en 19-årig teenager.

Den 30-årige kvinde er sigtet for drab ved at have stukket den 19-årige ihjel med adskillige stik på kroppen og i ansigtet "i forening og efter forudgående aftale" med en 42-årig mand, der i går blev fængslet i samme sag.

Det læste anklageren op i sagen, mens kvinden begravede hovedet i hænderne.

Hun nægter sig skyldig og ønskede ikke et udtale sig. Dørene blev på anklagerens anmodning - og trods pressens protester - lukket.

Hun var i retten iført kriminalforsorgens mørkeblå tøj og havde et par klipklapper på fødderne. Den kortærmede mørkeblå t-shirt afslørede et sår på albuen, da hun sammensunket tog plads i midten af lokalet.

Både den 42-årige, kvinden og offeret er blevet beskyttet af et navneforbud, men offeret og den varetægtsfængslede mand deler samme efternavn.

Onsdag morgen klokken 4.30 blev politiet kaldt ud til adressen i sommerhusområdet i Vellerup i Skibby. Den 19-årige teenager blev her fundet ilde tilredt og trods hårdnakkede forsøg på at holde ham i live, blev han en halv time senere erklæret død.

Kvinden var en af de personer, som blev truffet på adressen, da politiet med meldingen om håndgemæng blev sendt ud til sommerhuset på Hybenvænget.

I den forbindelse blev hun afhørt og senere anholdt.

Den 42-årge mand blev i går sigtet for drab ved at have stukket den 19-årige med en endnu ukendt stikgenstand i brystet, låret og foden. Han blev dog fængslet på begrundet mistanke om vold med døden til følge.

Han nægter sig skyldig.

- Jeg blev overfaldet, sagde han sløvende onsdag i grundlovsforhøret.

Området omkring Hybenvænget var fra tidlig morgen omgivet af politi og det meste af vejen afspærret.

Op af formiddagen søgte hunde i området og på vejene omkring. Til SE og HØR fortæller naboer, at de vågnede ved lyden af en helikopter og synet af politi, der badede deres sommerhuskvarter i blåt lys.

Sponsoreret indhold