"Prince Charming" blev enden på Mikkels job
Mikkel Rasmussen har boet og arbejdet som steward i Dubai de sidste fem og et halvt år. Men i dag er det slut.
I dag er "Prince Charming"-to'eren på sin sidste flyvning - han har nemlig opsagt jobbet som steward.
- Jeg var egentlig ikke træt af det. Men jeg kunne ikke længere forsvare at arbejde i et muslimsk land og deltage i et tv-program, fortæller Mikkel Rasmussen til SE og HØR.
Mikkel og Rasmus var de to sidste bejlere, der kæmpede om Jonas Løviks hjerte i "Prince Charming". Det har gjort dem meget tætte, fortæller han. Foto: Krestine Havemann/Discovery Networks Danmark
- Jeg er bange for, de skal finde ud af, at jeg har været med i "Prince Charming". Det stemmer ikke overens med firmaets politik. De vil helst undgå at blive associeret med sådan et program, og det kan jeg egentlig godt forstå.
Mikkel Rasmussen fortæller dog, at han ikke er blevet fyret.
- Det er mit eget valg. Nu har jeg også arbejdet og boet i Dubai så længe og levet et isoleret liv på luksuriøse beach clubs og så videre. Det er usundt at blive i - så nu skal jeg ud af den verden, forklarer han.
Jonas Løvik og Mikkel Rasmussen på date i "Prince Charming" før finalen. Foto: Krestine Havemann/Discovery Networks Danmark
Turen går til Danmark
Mikkel Rasmussen vender snuden mod København, hvor han i aften får svar på, om han er kommet ind på en uddannelse til serviceøkonom.
- Jeg ville gerne have fløjet med andre firmaer, men det er jo svært i øjeblikket (grundet coronasituationen, red.) - så nu skal jeg studere og vil gerne ende med en bachelor i international handel og markedsføring, så jeg kan komme ud i verden igen.
Ender stewarden med at blive forelsket, kan det dog godt være, planerne ændrer sig.
- Man ved jo aldrig med kærlighed, så måske må jeg blive boende eller tage en kæreste med til udlandet igen, siger Mikkel Rasmussen, der blev fravalgt til fordel for Rasmus i finalen af "Prince Charming".
Selv om Mikkel og Jonas havde god kemi, blev han fravalgt i finalen. I dag har de talt ud. Foto: Krestine Havemann/Discovery Networks Danmark
Han har set Jonas Løvik én gang siden finalen, da de begge var på ferie i Barcelona og aftalte at mødes.
- Vi fik talt det lidt igennem og blev enige om, at programmet er en oplevelse, vi vil huske for evigt. Men vi er gode venner, og det vil vi ikke risikere at ødelægge ved at forsøge at date igen, forklarer han, inden han slutter:
- Jeg er jo også allerede blevet fravalgt én gang.