Fans' bøn til Dua Lipa: Fjern homofobisk rapper fra din sang
- Jeg er overrasket og forfærdet over DaBabys kommentarer, udtaler Dua Lipa via en story på sin Instagram-profil.
Det sker, efter rapperen, der medvirker på Dua Lipas kæmpehit "Levitating", er blevet taget i at komme med homofobiske kommentarer.
- Jeg kan virkelig ikke genkende den person, jeg arbejdede sammen med. Jeg ved, at mine fans ved, hvem jeg holder med, og at jeg støtter LGBTQ-miljøet 100 procent, fortsætter Dua Lipa.
Rapperen DaBaby kom med udtalelserne under sin optræden på festivalen Hard Rock Stadium i Miami, hvor de er blevet filmet af flere publikummer, der har delt dem på sociale medier.
- Hvis du ikke er mødt op i dag med HIV, AIDS eller andre dødelige, seksuelt overførte sygdomme, som vil slå dig ihjel om to til tre uger, så hold jeres mobillygter op, siger DaBaby i videoerne og fortsætter:
- Damer, hvis jeres fisser lugter af vand, så put jeres mobillys i vejret! Fyre, hvis I ikke sutter pik på parkeringspladsen, så hold jeres mobillygter op!
Kollegaen T.I. har i kølvandet på kritikken vist sin støtte til DaBaby og sagt, at rapperen har ret til at udtrykke sin mening, mens DaBaby selv har svaret, at alle, der ikke var til koncerten, skal holde deres mund.
Dua Lipas fans beder stjernen om at straffe DaBaby for hans udtalelser - og tage afstand fra dem - ved at fjerne ham fra "Levitating" eller erstatte ham med en anden.
- Kan vi få Dua Lipa til at genindspille "Levitating"-remixet med Lil Nas X i stedet, for DaBaby er homofob, skriver en fan blandt andet.
- Vi er nødt til at stå sammen og bekæmpe stigmaet og ignorancen omkring HIV og Aids, skriver Dua Lipa på Instagram.
Hun svarer dog ikke på fansenes bøn om, at hun helt fjerner DaBaby fra nummeret.
Hør og se Dua Lipa og DaBaby i "Levitating" i den officielle musikvideo her: