Efter 17 år: Simon Cowell lukker ned for "X Factor"
I 17 sæsoner har "X Factor" rullet over skærmen i de britiske stuer, men nu er det slut.
Dommer Simon Cowell, der ejer rettighederne, har valgt at trække stikket til showet.
Det skriver Mirror.
Artiklen fortsætter under billedet...
Foto: All Over Photos
Talentshowet har været affyringsrampe for flere store verdensnavne i løbet af de sidste to årtier - blandt andet One Direction og Leona Lewis.
Da "X Factor" peakede havde showet omkring 10 millioner seere, men i de senere år er det gået ned ad bakke.
Det er derfor, 61-årige Simon Cowell nu har valgt at sætte en stopklods for programmet.
- Globalt er det stadig et fænomen, der trækker millioner af seere hvert eneste år. Men i Storbrittanien er der ingen tvivl om, at det er blevet lidt fladt, siger en unavngiven kilde fra programmet ifølge Mirror.
Simon Cowell ejer rettighederne til "X Factor", og han ønsker efter sigende at stoppe, mens legen er god.
ITV, der har sendetilladelsen til "X Factor" i Storbrittanien bekræfter, at der ikke er nogen igangværende planer om en ny sæson.
Simon Cowell er dog langt fra færdig med at lave tv.
Han arbejder på en lancering af et nyt show, Walk The Line, der er en slags "Hvem vil være millionær?" med musik.