Efter OL-guld: Anne-Marie Rindom blev ringet op af kronprins Frederik
Sådan blev det i hvert fald for den 30-årige dansker Anne-Marie Rindom, der tidligt søndag dansk tid kunne kalde sig den første danske guldvinder i OL i Tokyo 2020.
For ikke nok med at skulle sluge den netop vundne førsteplads i finalen i sejlsportsklassen laser radial. Så skulle hun også pludselig håndtere et ganske særligt opkald.
Hun var nemlig kun lige kommet på land, efter hun var blevet båret på sin båd det sidste stykke af de øvrige danske sejlere og stabsfolk, da hun fik stukket telefonen i hånden.
- Det var kronprinsen, jeg lige har talt med. Det var bare helt normalt, kunne hun grinende fortælle TV 2 efterfølgende.
Artiklen fortsætter under billedet
Det var en ganske lykkelig Anne-Marie, der kunne svøbe sig i det danske flag efter sin førsteplads søndag morgen dansk tid. Foto: Ritzau Scanpix
Det er ikke meget, hun fortæller om, hvad kronprins Frederik får fortalt hende i telefonen, men hun understreger, at det er ”super at få den opbakning fra Danmark”, og at det er ”helt vildt”.
Det er da heller ikke hver eneste dag, selveste kronprinsen ringer privat til en.
Artiklen fortsætter under billedet
Trods et vildt opkald, så er det ikke første gang, sejleren taler med kronprinsen. Her ses de sammen under de olympiske lege i 2016. Foto: MEGA
Anne-Marie Rindom var dog ikke den eneste dansker, der søndag kunne glæde sig over at kunne tage en medalje med hjem.
Ligeledes kunne den 27-årige svømmer Pernille Blume sikre sig en tredjeplads, og dermed en bronzemedalje, i 50 meter fri. Den sejr fejrede hun blandt andet med et hedt kys på den franske svømmekæreste, Florent Manaudou – der selv få minutter tidligere vandt guld i selvsamme disciplin for mænd.