Nyheder15. februar 2025

14-årig dreng død: Knivangreb i det sydlige Østrig

En 14-årig dreng er død, og fire er tilskadekomne, efter at en mand angreb dem med kniv i østrigsk by. Gerningsmanden er anholdt

En 14-årig dreng er lørdag død i et knivangreb i byen Villach i det sydlige Østrig, mens fire andre er kommet til skade.

Det oplyser politiet ifølge det franske nyhedsbureau AFP.

En 23-årig syrisk mand er anholdt, oplyser politiet.

Der er forskellige meldinger om, hvorvidt manden er asylansøger, og om han har opholdstilladelse.

- En mand angreb tilfældigt forbipasserende med en kniv. Et offer, en 14-årig dreng, døde, siger politiets talsperson Rainer Dionisio til AFP.

Det er foreløbigt uklart, om den formodede gerningsmand handlede alene. Politiet arbejder lørdag aften på at afklare, om der er flere mulige mistænkte, skriver nyhedsbureauet dpa.

Sponsoreret indhold