2021 kan blive første hvide jul i Danmark siden 2010
Den klassiske hvide jul er noget, som mange danskere drømmer om.
Det romantiske fænomen, hvor 90 procent af landet er dækket af mindst en halv centimeter sne, skaber en helt særlig stemning og glæde i julestuerne.
Desværre er der tale om en sjælden hændelse, som ikke er set i Danmark siden 2010
Men 2021 kan blive en undtagelse, selv om vi nok skal forberede os på det modsatte, lyder vurderingen hos Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
- Chancerne for, at der er steder i landet, hvor der falder sne, begynder at være ganske gode.
- Læner vi os op ad den gamle definition på hvid jul, hvor 90 procent af landet er dækket af sne, så er udsigterne ikke gode, lyder det fra meteorolog og vagtchef ved DMI Jens Lindskjold.
Størst chance
Han mener, at sandsynligheden for, at der falder sne, er størst i den nordlige del af landet.
- Den 23. december vil der være et område med udbredt nedbør, der trækker ind over landet fra vest.
- Det ser ikke ud, som om vi får udbredt snevejr, men i den nordlige del af Jylland og Sjælland kan der falde sne, siger han.
Den er helt sikker
Hos TV 2 er der mere optimisme at spore, hvis man har sat næsen op efter en hvid jul.
Meteorolog hos TV 2 Vejret Sebastian Pelt vurderer, at der er næsten 100 procent chance for, at der vil være sne juleaften.
Spørgsmålet er hvor meget.
- Der vil være flere danskere både arealmæssigt og befolkningsmæssigt, der vil opleve sne juleaftensdag, end der ikke vil, siger han.
TV 2 vurderer på stående fod, at der er 33 procent sandsynlighed for, at vi får en landsdækkende hvid jul.
Ifølge DMI har Danmark oplevet hvid jul ni gange de sidste 120 år.
TV 2's vurdering ligger derfor markant højere end den almindelige sandsynlighed for hvid jul, som siden 1900 har ligget omkring syv procent.
- Der er en spænding, som der ikke har været i mange år, omkring julevejret.
- Spørgsmålet er ikke længere, om der kommer sne, men nærmere hvor der falder sne og hvor meget, siger Sebastian Pelt.