3000 ton kinder-chokolade kaldt tilbage
Mere end 3000 ton Kinder-chokolade er blevet trukket af markedet de seneste uger på grund af frygt for salmonella.
Det siger Nicolas Neykov, direktør for den franske del af selskabet bag Kinder, i et interview med den franske avis Le Parisien. Det skriver AFP.
Baggrunden for sagen er en fabrik i Belgien, der fremstiller Kinder-chokolade. Det har fabrikken imidlertid ikke gjort på det seneste, da der har været fund af salmonella i produktionsmiljøet.
Salmonella er en bakterie. Den kan smitte mennesker via fødevarer, som er forurenede med bakterien.
Personer smittet med salmonella vil ofte opleve almen utilpashed, diarré, ondt i maven, kvalme, opkastninger og feber.
Koster mange millioner kroner
På grund af fundet af salmonella på den belgiske fabrik har Ferrero, selskabet bag Kinder, måttet tilbagekalde masser af chokolade rundt om i verden.
Mere end 3000 ton chokolade til en værdi af mange millioner kroner har været nødt til at blive kaldt tilbage, fortæller Nicolas Neykov til Le Parisien.
I Danmark har sundhedsmyndighederne registreret tre tilfælde, hvor en person er blevet smittet med salmonella efter indtag af Kinder-chokolade.
Der har været tale om én voksen og to børn under 18 år.