38-årige Mille Lehfeldt venter barn nummer to
Mille Lehfeldt og gemalen Sophus Windeløv Kirkeby byder til sommer deres andet barn velkommen til verden.
Den 38-årige skuespiller afslører nemlig over for BILLED-BLADET, at hun er gravid med parrets andet barn, og den lille ny ventes at komme til verden til sommer.
- Vi glæder os til at blive forældre igen, og det er et helt planlagt ønskebarn, fortalte en lykkelig Mille Lehfeldt til BILLED-BLADET i forbindelse med Bodil Prisuddelingen lørdag den 17. marts.
Mille Lehfeldt har siden 2008 været gift med Sophus Windeløv Kirkeby, som er søn af Vibeke Windeløv og maleren Per Kirkeby. Parret blev forældre til en lille dreng 27. april 2016.
Parret har kendt hinanden, siden de var helt små, hvor de gik i parallelklasse sammen. Og de har holdt kontakten gennem alle årene – det var dog først i voksenlivet, at der pludselig opstod mere end bare venskabelige følelser.
- Og det har jo været lidt sjovt, ikke? Vi har vitterlig bare været venner. Vi mødtes måske et par gange om året, og så en dag var vi begge to ude af vores forhold, og BANG! – så mødte vi hinanden på en ny måde, har skuespillerinden tidligere fortalt i et interview med FEMINA.