55-årig turist mister begge hænder i hajangreb: Her er de første ord fra familien

Det skulle have været en drømmeferie for hele familien.
Men tidligere på måneden blev drømmeferie på et splitsekund forvandlet til mareridt for en familie fra Canada.
Under en badetur i vandet ved Turks- og Caicosøerne blev en 55-årig kvinde 7. februar angrebet af en haj, der bed begge hendes hænder af. Ifølge myndighederne havde den kvindelige turist forinden forsøgt at tage billeder af hajen, der formodes at være en tyrehaj.
Nu har familien til den 55-årige kvinde så brudt tavsheden for første gang. Det sker i den GoFundMe-indsamling, som familien har oprettet for at hjælpe kvinden og hendes mand bedst videre efter det livsændrende hajangreb.
- Mens de var på det, der skulle have været en afslappende ferie, oplevede min svigerinde og hendes mand, min bror, hvad der bedst kan beskrives som et mareridt, fortæller familien i opslaget.
Her fastslår de også, at den 55-årige kvinde blev angrebet ud af det blå – og sætter på samme tid spørgsmål ved, at kvinden kun blev angrebet, fordi hun bevægede sig ud i vandet for at tage billeder af hajen:
- Efter hun forlod stranden for at gå i vandet med sin mand, i vand der gik til hoften, kom en tyrehaj mod min svigerinde og bankede ind i hendes ben. Hajen cirklede herefter rundt og bed hende i låret.
- Ikke tilfreds vendte hajen igen tilbage, og da hun rakte begge hænder frem for at beskytte sig selv, bed hajen begge hendes hænder af, fortæller familien videre.
Den ene hånd blev bidt af midt på selve armen, mens den anden hånd blev bidt af lige over håndleddet.
- Hendes mand, der var hastet tilbage for at hjælpe, lykkedes med at vriste hajen væk og forblev mellem hende og hajen, indtil hun kunne vakle op på stranden, hvor hun kollapsede.
Den 55-årige kvindelige trust blev i første omgang hastet til et lokalt hospital, hvorefter hun blev fløjet med ambulance til et hospital i Canada for mere intensiv behandling og operation.
Den 55-årige kvinde og hendes familie star nu overfor en helt ny tilværelse – og det er blandt andet derfor, at familien nu samler penge ind, så familien bedst kan komme videre.
- Dette er noget, der fuldstændig har ændret deres liv på et splitsekund. Jeg beder til, hvis I har mulighed for det, om at hjælpe dem. De får brug for megen støtte for at komme igennem dette. Alle bidrag vil hjælpe, står der videre.
I skrivende stund er der blevet indsamlet over 30.000 canadiske dollars, svarende til over 150.000 danske kroner.