

Smukke Stéphanie Surrugue var en meget lykkelig kvinde, fredag aften.
Hun vandt nemlig TVprisen 2015 for 'bedste kvindelig vært' - en af aftenens mest eftertragtede priser.
- JegvandtJegvandtJegvaaaaaaandt, skrev hun i ekstase på sin Facebook-side kort efter sejren på Lokomotivværkstedet i København.
Allerede inden aftenen var gået i gang, havde hun på sociale medier 'advaret' om, at hun havde tænkt sig at drikke champagne.
Stéphanie vandt naturligvis prisen for sit arbejde på 'Go' Morgen Danmark' på TV2. I 2015 har hun nemlig været oppe før fanden fik sko på for at oplyse og underholde danskerne, mens de drak morgenkaffe.
Det er andet år i træk, at Surrugue vinder prisen for 'bedste kvindelige vært'. I 2014 vandt hun for sit arbejde under 'Tour De France' - og for 'Kulturen på News'.
