Nyheder18 timer siden (opd. 18 timer siden)

Abe er skyld i landsdækkende strømafbrydelse i Sri Lanka

Siden tidlig morgen dansk tid har myndigheder arbejdet på at få strømmen tilbage i Sri Lanka

En abe har søndag forvildet sig hen til en el-transformer syd for Colombo, der er Sri Lankas største by.

Det har skabt ubalance i elnettet og afbrudt strømmen i hele landet.

Det siger energiminister Kumara Jayakody ifølge nyhedsbureauet AFP.

- En abe har været i kontakt med vores transformer, hvilket har forårsaget en ubalance i systemet, lød det fra ham søndag formiddag dansk tid.

Strømmen gik omkring klokken 07.00 dansk tid. Siden da har myndigheder arbejdet på at få strømmen tilbage.

Søndag formiddag var strømmen blevet genoprettet flere steder.

Det er søndag aften uvist, om der fortsat er steder i Sri Lanka, der er uden strøm.

- Ingeniører tager sig af det for at forsøge at genoprette strømmen så hurtigt som muligt, lød det fra ministeren søndag formiddag.

Hospitaler og virksomheder har været nødsaget til at gøre brug af nødgeneratorer for at opretholde driften trods strømafbrydelsen, skriver BBC.

Sri Lanka var også i 2022 ramt af længerevarende strømafbrydelser i hele landet. Men på daværende tidspunkt var det planlagte afbrydelser.

Det skete som konsekvens af en dyb økonomisk krise i landet.

Krisen var den værste økonomiske krise, Sri Lanka havde oplevet siden selvstændigheden i 1948. Der var mangel på mad, brændstof og medicin.

Da der ikke var diesel nok til generatorer, gennemtvang statens elmonopol 13 timer lange strømafbrydelser, skriver det indiske medie The Economic Times.

Flere statsdrevne hospitaler var desuden holdt op med at udføre operationer. Det skyldtes, at de var løbet tør for livsnødvendig medicin.

Sponsoreret indhold