Advarer millioner af amerikanere: Ekstremt farligt vejr i julen

Mens vi herhjemme må spejde langt efter hvid jul, er det helt anderledes hos millioner af amerikanere.
Her har en “arktisk bombe” af sne og iskoldt vejr ramt flere stater – og indhyllet store dele af landet i hvidt.
Det dramatiske kuldefrembrud har bredt sig hele vejen til sydstaterne, men værst ramt er de stater, der grænser op til Canada. Her forventer man temperaturer på ned til minus 24 grader. Kombineret med voldsomme vinde vil temperaturen dog føles langt koldere, og det gør vejret særdeles farligt at opholde sig i.
Delstaten Wyoming er en af de stater, der er hårdt ramt af Kong Vinter. I byen Cheyenne faldt temperaturen fra 6 graders varme til minus 16 grader – på bare en halv time. Det er det mest voldsomme temperaturfald, der nogensinde er registreret i delstaten.
Videoen herunder er optaget i fra en politibil i netop Cheyenne, hvor vejret er særdeles voldsomt:
Man forventer, at omkring 177 millioner amerikanere vil opleve langt lavere temperaturer, end de er vant til i julen.
Kun det sydlige Florida vil opleve temperaturer, der minder om “normale tilstande”. Her forventes det, at julens vejr ligger mellem 20-22 grader. Også langs øst- og vestkysten er temperaturer omkring eller lidt over det normale.