Energikoncernen Norlys advarer kunder om falske sms'er fra en ukendt afsender, der udgiver sig for at være Norlys.
Det skriver selskabet i en pressemeddelelse.
I beskederne opfordres modtageren til at betale en regning via et link. Samtidig står der, at strømmen vil blive slukket, hvis man undlader at betale.
Ifølge Norlys lyder beskeden: "Du har et udestående hos Norlys, og din strøm kan som konsekvens blive slukket, hvis dette ikke bringes i orden snarest muligt."
Direktør i Norlys' energiforretning, Mads Brøgger, fortæller, at man indtil videre har modtaget et tocifret antal henvendelser på både e-mail og telefon. Han vurderer derfor, at op mod 1000 kunder kan have modtaget sms'erne.
- Vi har fået flere henvendelser de seneste uger fra kunder, der har modtaget de her falske sms'er, og de kommer fra forskellige telefonnumre, siger han.
Mads Brøgger opfordrer til, at man sletter sms'en og undgår at trykke på linket, hvis man har modtaget en falsk sms.
- Vores største bekymring går på, at nogle af vores kunder bliver snydt og frarøvet deres penge af nogen, der forsøger sig med de her phishing sms'er, siger han og fortsætter:
- For os betyder det, at det kan give utilfredse, bekymrede eller forvirrede kunder, og det er vi selvfølgelig meget ærgerlige over. Så vores opfordring er, at man er opmærksom, hvis man modtager de her sms'er, og at man kontakter os, hvis man er det mindste i tvivl.
Norlys sender sms'er til deres kunder, hvis de har en ubetalt energiregning. Derfor er beskederne meget virkelighedstro.
Dog linker Norlys aldrig til regningen, hvis man mangler at betale.
Norlys oplyser videre, at koncernen har politianmeldt sagen.
Det er ikke første gang, at svindlere sender sms'er rundt i Norlys' navn. De seneste år har energikoncernen flere gange advaret sine kunder om falske sms'er og e-mails.