Nyheder1. november 2016

Ærlig Xander: Mange tror, jeg er kommet let til det…

Musikeren Xander er aktuel med en ny ep, og i den forbindelse åbner han op og taler om den voldsdom, han fik efter at have slået en mand med et jernrør. Og så taler Xander også om den rastløshed, han har følt hele sit liv
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/xander.jpg
 Foto: All Over

Han debuterede med hitsinglen "Det burde ikk’ være sådan her" i september 2010 og blev rost til skyerne af anmelderne.

Året efter var musikeren Xander igen at finde i spalterne i landets aviser – denne gang dog bestemt ikke for sin musik. I 2011 blev han idømt 60 dages betinget fængsel, efter at han havde banket en ven med et jernrør.

En sag han kommer ind på i et nyt interview med BT lavet i forbindelse med, at 28-årige Xander igen er aktuel med musik. Denne gang med ep’en ”Indre By”:

- Selvfølgelig satte den sag gang i tankerne. Det er sådan, det er; at man ser sig selv i spejlet efter en hård periode. Man bider sig selv i læben og tager sig sammen. Måske er det rigtigt, at man bliver stærkere af sin modgang, fortæller Xander til BT.

Som søn af Anne Linnet er der måske mange, der tror, at Xander er kommet let – eller hvert fald lettere – til sin succes. Sådan ser han dog ikke selv på det, fortæller han i interviewet:

- Mange tror, at jeg er kommet let til det. Måske er det omvendt. Jeg gennemgik en turbulent tid i det hele taget, også omkring min musik. Mit daværende pladeselskab og jeg så forskelligt på ting, siger musikeren videre.

At være søn af Anne Linnet betød dog ikke kun, at mor ofte spillede koncerter og arbejdede mange timer. Opvæksten var også fyldt med en følelse af rastløshed, der stadig bider sig fast den dag i dag.

- Jeg er flyttet hvert andet år hele mit liv. Det har skabt den, jeg er i dag. Hver gang jeg var ved at gro fast, rykkede min mor videre til noget andet. Nye venner, ny skole – hver gang en ny måde at tænke på, nyt netværk. Det kan gøre et menneske meget rodløs og usikker, og det er der også en del af mig, der er. Men jeg tror også, at det har givet mig en evne til at se tingene fra begge sider. Et overblik. En lyst til at bevæge sig. En person der ikke finder tryghed i at sidde stille.

Sponsoreret indhold