Alex håner Martin: Du har ingen venner
Alexandra håner Martin
Hævn er en ret, der skal nydes kold, og grevinde Alexandra tager i den grad for sig af retterne.
38-årige Martin Jørgensen må ikke se prinserne Nikolai og Felix, som han efter eget udsagn elsker over alt på jorden, og nu gnider grevinden af Frederiksborg ekstra salt i det blødende sår.
Den stålsatte eksprinsesse nøjes nemlig ikke med at forlade sin 13 år yngre eksmand – hun fortæller også indirekte hele Danmark, at det kun var gennem hende, at han var noget ved musikken.
– Jeg ved egentlig ikke, hvem hans venner er. Jeg synes ikke, jeg har mødt mange af dem, siger Alex iskoldt til BT og afslører samtidig, at hun var helt sikker i sin beslutning om at kappe alle bånd til Martin Jørgensen.
Hvor mange rigtige venner fotografen rent faktisk har tilbage efter den dramatiske skilsmisse, står hen i det uvisse. Men flere har efter eget udsagn været tvunget til at vælge side.
– Alexandra er en rigtig god veninde, og jeg kan ikke sidde og have dybt fortrolige samtaler med Alexandra og så bagefter gå til Martin, som om ingenting er hændt.
Martin kan jeg ikke tage hånd om og sympatisere med længere, har kendisfrisøren Dennis Knudsen tidligere fortalt til BT. Ligeledes var det Alexandra og ikke Martin Jørgensen, som popkongen Remee havde med til sin store fødselsdagsfest i november sidste år, og da hans nye natklub Arch åbnede forleden, var det igen kun med grevinden på gæstelisten.
Noget, der må gøre ekstra ondt på den notoriske partyløve Martin. Remee og Martin Jørgensen var ellers tidligere så tætte venner, at de har været på ferie sammen i Thailand. I forbindelse med Martins spritkørsel i marts var der da tilsyneladende heller ikke meget sympati fra jetsettet – og slet ikke fra Alexandra.