Alex' mor i bombehelvede: Tæt på terror
alex og terror
Alex sang og spillede sig i finalen med sin sædvanlige charme, men bag det brede smil gemte der sig et chok over terrorangrebet i Belgien, som var tæt på at koste hans mor livet.
Begge Alex’ forældre bor i nærheden af Bruxelles, og da metrobomben gik af, var Tine Bentzon kun få hundrede meter fra kaos.
– Jeg var kun et metrostop fra eksplosionen, og det var voldsomt. Så jeg fik benene på nakken, da det var sket. Jeg kørte med en kollega via nogle undergrundstunneler, der hvor jeg arbejder. Det lyder lidt MI5-agtigt, og der var ingen telefonnetværk. Men så mødtes jeg med min mand Pieter, fortæller Alex’ mor, Tine Bentzon, til SE og HØR.
Hun har i mange år arbejdet i Europa-Kommisionen, men efter det voldsomme terrorangreb er det ikke udelukket, at familien vender hjem til Danmark.
– Det er rigtig forfærdeligt faktisk. Det sætter nogle tanker i gang med hensyn til at bo i Bruxelles og om at være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, og at livet er skrøbeligt. Danmark trækker, og vi elsker at komme til Danmark, siger hun. 22-årige Alex er opvokset i Belgien og flyttede alene til Danmark for at stå på egne ben, og han er naturligvis glad for, at mor og far kom til København i god behold for at se semifinalen. – Der har været rigtig mange trusler i Belgien, og nu skete det så. Det kom ikke som en total overraskelse, men det er godt, at de er i Danmark nu, fortæller pigernes favorit, som ifølge dommerne leverede sin bedste præstation fredag aften.