Alex Vanopslagh afviser ikke Pernille Vermund i Liberal Alliance
Liberal Alliances partiformand, Alex Vanopslagh, vil ikke på forhånd afvise, at Pernille Vermund kan blive en del af Liberal Alliance.
Det siger han, kort efter at Pernille Vermund har meddelt, at Nye Borgerliges folketingsgruppe opløses, men at hun vil fortsætte i dansk politik.
- Vi har haft et meget tæt og fortroligt samarbejde som partiledere og kolleger gennem de seneste år. Vi har et tillidsfuldt forhold, siger Alex Vanopslagh.
- Så det er ikke noget, jeg ville kunne stå og afvise på forhånd, men der vil være nogle forudsætninger, der skal være til stede, før det bliver aktuelt.
Han siger videre, at de to "går op i nogle af de samme dagsordener" og nævner eksempelvis frisætning af den offentlige sektor og generel mindre regulering fra Christiansborg.
- I grundessensen deler vi et fælles borgerligt syn på tingene. Det gør jeg så også med andre borgerlige partier.
- Så det er ikke sådan, at jeg kan slå korset tegn og sige, at det aldrig nogensinde kan komme til at ske. Men det er kun relevant, hvis Pernille fuldtonet vil kunne se sig i LA's program, for ellers er jeg i princippet hellere foruden, siger Alex Vanopslagh.
Hos De Konservative, hvor Pernille Vermund tidligere har været folketingskandidat, er formand Søren Pape Poulsen fåmælt, når det kommer til, om hun potentielt kunne vende tilbage til partiet.
- Man kan forestille sig meget her i verden, siger Søren Pape Poulsen.