Amalie Dollerup mistede sin mormor til kræft: Det gik stærkt
Alle kender nogen, der er blevet ramt af kræft i større eller mindre grad.
Ordene er Amalie Dollerups og falder, da SE og HØR taler med den 32-årige ”Badehotellet”-stjerne om årets Knæk Cancer-T-shirt, som hun og skuespillermanden Andreas Jebro på 34 år er kampagnemodeller for.
Den tidligere barnestjerne har også selv haft den frygtede sygdom tæt inde på livet.
Da Amalie var 11 år, mistede hun nemlig sin elskede mormor, som døde af kræft i æggestokkene.
– Hun blev ikke vanvittig gammel – hun blev 75. Det er jo også en fin alder, men i dag – og dengang – havde jeg da håbet på, at hun havde fået ti år mere. Min morfar blev 90, siger Amalie Dollerup.
Amalie Dollerup dropper Cirkusrevyen
Ubehageligt at opleve
Skuespilleren, der også har boltret sig i Cirkusrevyen, havde et nært forhold til sin mormor, som ofte tog turen fra hjemmet i Aarhus til København for at passe sit barnebarn.
– Min mormor var meget frisk og rørig – fysisk var der ikke noget at komme efter, før hun lige pludselig fik nogle symptomer og gik til lægen. Der gik et halvt år, fra hun fik konstateret kræft, til hun døde. Så det gik sindssygt stærkt, husker Amalie, som åbner op om den svære tid.
– At hun rent fysisk svandt ind til ingenting, var det mest konkrete for mig. For du kan ikke rigtig forstå den der kræft – sådan er det for mange, tror jeg.
– Men jeg kunne se, at min mormor lige pludselig var en helt anden og bare var skind og ben. Den åd hende nærmest indefra, lyder det om sygdommen.
– Det var virkelig ubehageligt at opleve.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Dollerup sammen med sin 34-årige mand Andreas Jebro. Parret blev gift i august sidste år. (Foto: Thomas Laursen)
Den sidste tid
Amalie Dollerups mormor tilbragte de sidste tre uger af sit liv på et hospice i Vejle.
– Det var et ønske. Når hun vidste, at hun skulle dø, så var det en smuk måde at være der de sidste uger, siger skuespilleren, som selv var i gang med at indspille filmen ”Nonnebørn”, mens mormoderen var på hospice.
– Så jeg skulle frem og tilbage i weekenderne og få sagt farvel til hende. Det er jo det allervigtigste, fortæller Dollerup.
– Det var jo rigtig, rigtig trist – og det påvirkede selvfølgelig hele familien, fordi min mormor heldigvis var meget elskelig. Og så gør det også mere ondt, når det er et menneske, som står en virkelig nær.
– Som barn tænker man ikke, at der er nogen, der skal forlade en. De skal jo bare være der for evigt.
Amalie Dollerup: Må nøjes med weekendkæreste
Amalie Dollerup drømmer om børn
Model med manden
”Badehotellet”-stjernen og Andreas Jebro kan netop nu ses som kampagnemodeller for Knæk Cancer-T-shirten.
Artiklen fortsætter under billedet ...
(Foto: Boozt)
– Det er jo en rigtig god sag. Jeg har det sådan – og det har vi heldigvis begge to – at hvis man skulle bruge sit ansigt og være model for noget, skulle det være sådan noget som det her, hvor pengene går til et rigtig godt formål, siger Amalie Dollerup, der ligesom manden stiller frivilligt op for at hjælpe.
– Det er jo desværre noget, der påvirker alt for mange mennesker. Derfor tror jeg, at alle er enige om, at man skal bakke op om det. Det kan jo ramme både dig og mig, lyder det.
Knæk Cancer-T-shirten, som er blevet skabt i et samarbejde mellem Boozt, Matinique og Part Two, kan købes på Boozt.com for 249 kr.
Heraf går 100 kr. til Knæk Cancer. Knæk Cancer.