Nyheder28. januar 2009

Anders Breinholt: Første gang er skræmmende

Den nye ”Go’morgen Danmark”-vært er blevet kritiseret for sin nye rolle på TV2, og han indrømmer, at han ikke er en superstarter
Anders skal nok formå at tø de danske morgen-hjerter op. Han skal bare ha' lidt tid
Anders skal nok formå at tø de danske morgen-hjerter op. Han skal bare ha' lidt tid
 Foto: Niels S. Andersen

Anders Breinholt har fået en hård medfart, efter han trådte frem på skærmen for første gang i "Go'morgen Danmark". Men det slår ikke den 36-årige journalist ud. Rødtoppens personlige erfaringer siger nemlig, at første gang ikke altid er en succes.

- Første gang kan godt være skræmmende og ikke nødvendigvis godt. Jeg kan bedst lide 3.-4. gang, for så ved man, hvad man går ind til, forklarer Breinholt.

Alligevel har den tidligere sorte spejder ikke noget imod at dele ud af et par af hans egne første gange - både de succesfulde og kiksede:

Første kys:
- Det var i 6. eller 7. klasse med Heidi. Jeg ville herregerne kysse hendes veninde, men hun ville ikke kysse mig. Det ville Heidi til gengæld.

Første kæreste:
- Det var Jeanette. Jeg gik i syvende klasse og mødte hende på Hampen, som ungdomsskolen i Ølstykke hed. Det var der, vi alle sammen udlevede vores kærligheds op- og nedture. Jeg husker det, som om vi havde et langt forhold. Så det har sikkert varet et par måneder.
- Siden har jeg haft to seriøse forhold. Jeg fik en kæreste, da jeg var 21 år gammel. Vi var faktisk sammen i syv år og endte med at flytte sammen.
Da det sluttede, var jeg single i tre år, før jeg fandt Ulli.

Første lejlighed:
- Det var en toværelses i Vanløse. Jeg var bare pissestolt over at være flyttet fra Ølstykke til København. Jeg følte virkelig, at jeg var downtown.

Første job:
- Jeg startede med at uddele Frederiksborgs Amts Avis, senere blev jeg flaskedreng i Brugsen. Det er et af de bedste job, jeg har haft. Alle kendte hinanden, og selv om jeg skulle stå og samle folks sure flasker op, var det utrolig hyggeligt.

Første tanke, da du blev tilbudt værtsjobbet:
- Det var da mærkeligt. Mener de det? Kan de virkelig se mig i den rolle? Bagefter var jeg selvfølgelig utrolig stolt.

Første fejl på "Go'morgen Danmark":
- Jeg har kigget ind i et forkert kamera, men det har de fleste vel. Indtil videre har jeg ikke lavet nogen graverende fejl, men jeg frygter at komme til at kalde en gæst et forkert navn.


Læs mere om Anders Breinholt i ugens SE OG HØR, hvor han blandt andet fortæller om sin seksuelle debut og svarer på kritik.

Sponsoreret indhold