Anders Matthesen: Spinder mere guld
Trods hedebølge og alt for lyse nætter til at gemme sig i mørket strømmer vi danskere alligevel i biografen i øjeblikket. Ikke mindst for at se Anders Matthesens instruktørdebut med filmen "Sorte kugler".
På kun 3 uger har 300.000 været inde og se den. Og det er en rigtig god forretning, vurderer Peter Aalbæk, der er direktør i Zentropa Film.
- Vi plejer at skulle sælge 250.000 billetter for at dække omkostninger til produktion og markedsføring. Så selv om guldkareten ikke er kørt frem endnu, vil filmen helt sikkert give et pænt overskud, siger han i Ekstra Bladet i dag.
Nu er det ikke Zentropa, der står bag Matthesen, men derimod Nimbus Film, der har stået bag successer som "Festen", "Mifunes sidste sang" og "Kongekabale". Men Aalbæk ser da et økonomisk potentiale i Anders "Anden" Matthesen. I alle tilfælde opfordrer han stand-up-komikeren til at lave "Sorte kugler" nummer 2 i hans selskab.