Andreas' far om studenternes rørende hyldest: - Han er deres faldne kammerat
”Jeg fik kuldegysninger, mens jeg læste.”
”Blev virkelig rørt og sad med tårer i øjnene.”
”I gør verden til et smukkere sted.”
Sådan lyder nogle af de overvældende mange reaktioner på den artikel som man her på SE og HØR lørdag kunne læse om afdøde Andreas’ klassekammerater, der på deres tur med studentervognen havde været forbi gravstedet på Bispebjerg Kirkegård.
18-årige Andreas Byskov Sarbo var allerede en succesfuld cykelrytter med udsigt til en lovende karriere, da han i 2019 på tragisk vis blev ramt af en bilist under et løb i Østjylland.
Ifølge hans far, Mikkel Sarbo, er det også et udtryk for den særlige holdånd og sammenholdet, at klassekammeraterne fra Team Danmark-klassen trillede forbi hans søns grav på deres store fejringsdag.
Læs om deres fine gestus her:
- De spurgte allerede i efteråret, om det var okay, hvis de kiggede forbi på vognturen, og det var det selvfølgelig, fortæller han til SE og HØR.
Selv opholder han sig i øjeblikket i USA, og han oplevede derfor de nyslåede studenters rørende besøg gennem en videoforbindelse.
- De har jo sportsambitionerne til fælles, og de er vant til at dele deres drømme og tale om kampene. Som en af mine venner beskrev det, så er det, som om de har en falden kammerat, ligesom hvis de havde været soldater, fortæller Mikkel, før han tilføjer:
- De kæmper rigtig meget for at nå deres mål, og Andreas kom så ikke i mål. Men han fik alligevel huen. Og det var meget rørende.
Artiklen fortsætter under billedet:
Andreas Byskov Sarbo var et af de mest lovnde talenter i dansk cykelsport (Foto: Privat)
Et anderledes stop på ruten
Andreas og kammeraterne har gået i en af landets Team Danmark-klasser, som er en ordning, der gør det muligt at tage en erhvers- eller gymnasieuddannelse sideløbende med en karriere inden for elitesport.
Derfor har det også taget dem fire år, før de forrige uge fik huen på hovedet.
I stedet for at komme dyttende og hujende ned ad en villavej for at besøge Andreas' forældre, trillede den pyntede lastbil ind på kirkegården ved Bispebjerg nord for København fredag eftermiddag.
- Vi havde stillet op, helt ligesom hvis de var kommet hjem til os for at få pindemadder og øller. Helt som hvis det havde været en almindelig fejring, lyder det fra Andreas’ far, som sammen med resten af familien havde sørget for flag og et banner over sønnens grav:
”Tillykke 4.U,” stod der.
- Af respekt for andre, arrangerede vi det sådan, at musikken ombord på bilen stoppede. De kom heller ikke bragende ind på kirkegården, selvfølgelig. Stine (Andreas mor red.) mødte dem et stykke væk, og så gik de sammen derhen.
Artiklen fortsætter under billedet:
Kammeraterne kom fredag forbi graven tilhørende Andreas. Her skrev de hilsner i huen, mens de nød dåseøl og pindemadder i deres vens minde.
(Foto: Privat)
Hilsner i huen
Der opstod en andægtig stemning under turen hen til den unge mands gravsted. Mikkel kunne mærke det tydeligt, selvom han sad langt væk.
- De gik med en klump i halsen. Men det var for dem samtidigt enormt vigtigt at have ham med den dag. Og komme forbi ham, for at markere, at de var nået i mål sammen, fortæller faderen, der også så sin søns kammerater skrive i huen, der blev lagt ved den håndhuggede gravsten – et cykelhjul i sort granit.
- De bed endda i flippen, alle sammen. Selvom det nok ikke var det mest coronavenlige at gøre, lyder det med en lille grin fra Mikkel Sarbo.
Historien om Andreas' studenterhue og vennernes flotte hyldest fik hurtigt flere tusinde likes og flere hundrede delinger fra SE og HØRs facebookside. (Foto: Privat)