Ankersen bekræfter sommerexit i FCK
Når indeværende sæson går på hæld, gør Peter Ankersens tid i FC København det samme.
Den 33-årige højreback bekræfter over for Tipsbladet, at han er i gang med sin sidste halve sæson hos de danske mestre.
- Klubben har besluttet, at vi ikke skal fortsætte samarbejdet efter denne sæson, og det må jeg bare acceptere, selv om jeg da gerne havde set, at jeg skulle være fortsat i FC København. Det har jeg heller ikke lagt skjul på tidligere, siger Peter Ankersen til Tipsbladet.
Ankersen kom til FCK i 2015 - i første omgang på en lejekontrakt fra Red Bull Salzburg.
Det blev vekslet til en permanent kontrakt, mens han i 2019 drog til Genoa i Italien. Det blev dog ingen succes, og efter et år vendte han retur til FCK.
Han slog igennem i Esbjerg fra 2012 til 2014, inden han drog til Salzburg.
Det er indtil videre blevet til 275 kampe for FCK. I dem har han scoret 13 mål og bidraget med 42 målgivende afleveringer.
Han er også noteret for 27 landskampe for Danmark siden debuten i 2013. Den sidste var i 2019.