Anmeldelse: "Det som ingen ved"
Elementær spænding er det mindste, man kan forlange af en politisk thriller. Desværre lykkes det ikke for Søren Kragh-Jacobsen at få os helt frem på kanten af biografsæderne. I hvert fald ikke før langt henne i filmen. Og da er det for sent at redde indtrykket af en gumpetung og med intriger overlæsset historie.
Det er, som om Søren Kragh-Jacobsen partout har villet proppe sin film med alt, hvad han har researchet sig frem til om lyssky spionvirksomhed. Resultatet er en svært spiselig gryderet om en hemmelig gren af det danske forsvars efterretningstjeneste, der ikke holder sig tilbage for mord for at dække over eget magtmisbrug.
I filmens første og langsommelige halvdel sidder man mystificeret i biografmørket og kan hverken finde hoved eller hale i historien.
Anders W. Berthelsen spiller som sædvanlig sit eget godmodige jeg. Denne gang er han Thomas Deuleran, som efter sin søsters mystiske død finder ud af, at deres far var med i et hemmeligt agentnetværk. Og så bliver han ellers overvåget og forfulgt efter alle spionkunstens regler.
For meget af det gode til at være troværdig. Og irritationen bliver ikke mindre af, at Søren Kragh-Jacobsen i ugevis har ført sig frem som politisk vismand og fremstillet sin film som et halvdokumentarisk billede af tingenes tilstand i dagens Danmark. Tjaahh ...
Titel: "Det som ingen ved"
Medvirkende: Anders W. Berthelsen, Maria Bonnevie, Ghita Nørby, Marie Louise Wille, Sarah Juel Werner, Henning Jensen, Sonja Richter, Baard Owe m.fl.
Instruktør: Søren Kragh-Jacobsen
Anmeldt af John Lautrup