Anna David: Vil giftes og have børn
I sidste uge skrev SE og HØR, at Anna David har fundet sammen med den 6 år ældre sanger Lasse Lindorff, og nu afslører hun i et stort interview med SE og HØR, at hun er klar til hele pakken med hus, have, mand og børn.
- Jeg vil gerne giftes. Og jeg vil gerne have børn. Måske ikke lige nu, men om et par år. Familien betyder enormt meget for mig, afslører den 24-årige sanger, som ud over at stifte familie også brænder for at slå rødder i eget hus med tilhørende have.
- I virkeligheden er jeg nok også lidt ældre end mange andre på min alder. Jeg føler, jeg er voksen. Jeg vil gerne have en have og et hus, fortæller Anna David.
Ring på fingeren, før kæresten vises frem
Om huset med haven skal købes sammen med kæresten Lasse Lindorff, vil Anna David ikke ud med. Hun er meget lukket omkring sit privatliv, og det ligger ikke lige rundt om hjørnet, at sangeren præsenterer manden i sit liv fuldt offentligt.
- Jeg har det bare lidt sådan, at der skal ring på fingeren, før jeg gider stå frem med en ny kæreste. Jeg er ikke en af dem, der gider stå sammen med en ny fyr på den røde løber hver anden måned. Men Lasse er en god mand, og vi har kendt hinanden længe, siger Anna David.