Anne Gadegaard efter MGP-nederlag: Jeg er skuffet
Anne Gadegaard var både seernes og bookmakernes favorit under lørdagens Melodi Grand Prix-brag, men den 23-årige sangerinde måtte nøjes med en andenplads - og det endda til trods for, at seeren gav sangerinden ti point mere end vinderen, Anti Social Media, med sangen "The Way You Are".
Årsagen var fem fagjuryer, der bestod af i alt 15 musikkyndige personer.
Juryen stod for halvdelen af afgørelsen, og juryen sendte altså Anne Gadegaard ned på en delt andenplads med solisten Cecilie Alexandra, mens Anti Social Media kunne løbe med sejren lørdag aften i Gigantium i Aalborg.
LÆS OGSÅ: Her er vinderen af Melodi Grand Prix 2015
- Selvfølgelig er jeg skuffet over, at jeg ikke vandt. Det er klart, at det er ærgerligt, når jeg nu var så tæt på, sagde en lidt skuffet Anne Gadegaard til tv2.dk efter showet og tilføjede:
- Men jeg er glad for, at Danmark stemte på mig, og at jeg har haft en helt fantastisk oplevelse ved at være med i Grand Prix'et. Så jeg har det overraskende godt.
Det europæiske melodi grand prix afholdes i år i Østrig. Landet sikrede sig nemlig sidste år sejren med nummeret "Rise Like a Phoenix", der blev sunget af Conchita Wurst. Den 19. og 21. maj er der semifinaler, og her skal Danmark forsøge at kvalificere sig til den store finale, der finder sted den 23. maj.