Anne Kirstine Cramon trækker sig: – Det er ikke tæskene værd længere
Den kendte debattør og radiovært Anne Kirstine Cramon har fået nok af ubehagelige, nedladende kommentarer i sin indbakke og tager nu konsekvensen af det.
Hun trækker sig derfor som ugentlig klummeskribent for Berlingske, skriver hun på sin Facebook-profil.
– Det er af og til hårdt med de tæsk, man får, når man er i den offentlige debat, skriver Anne Kirstine Cramon.
Hun udbyder yderligere, at hun godt er klar over, at man som debattør og meningsdanner er med til at sætte folks sind i kog.
– Bevares – jeg ved godt, jeg selv byder op til dans. Og jeg er også gennem årene blevet mere og mere hårdhudet.
Artiklen fortsætter efter opslaget …
Skældsord, dickpics og chikane
Den hårde hud er altså begyndt at skalle af. Og det er ikke hvad som helst, den 36-årige klummeskribent har skullet finde sig i.
I sit opslag skriver Anne Kirstine Cramon, at hun både har måttet lægge øre til skældsord, dickpics og decideret chikane, for eksempel da en mand ringede flere gange om ugen til hende.
Og det har altså været grænsen.
– Min grænse går ved, at folk, der har set mig på gaden, stempler ind i min indbakke eller ringer mig op udelukkende for at chikanere mig, fordi de har læst noget i avisen, de er uenige i, siger Anne Kirstine Cramon til Politiken.
– Det er ikke tæskene værd længere. Jeg er så træt af at lave det her move, for jeg har altid insisteret på, at jeg havde ret til at være til stede i den offentlige debat, selvom jeg både er kvinde og skideirriterende. Jeg er træt af at kapitulere, skriver hun på Facebook.
Det bliver dog ikke et endeligt farvel som aktør i den offentlige debat. Hun vil fortsat deltage i BT's podcast "Det vi taler om" og fortsætte som radiovært i 24syv-programmet "Mette og magten".
Derudover vil Anne Kirstine Cramon også stadig skrive klummer for Politiken, da det kun er hver femte uge, hun leverer artikler til avisen om mindre hardcore emner end dem i Berlingske, som hun selv udtrykker det.