Anne-Mette Rasmussen: Revser de rige
I fredags havde statsministerfruen sin sidste arbejdsdag som pædagog i "Børnehuset" i Rudersdal Kommune, og i dag retter hun en sønderlemmende kritik imod børnenes forældre.
Det er især de forældre, der har penge og ressourcer nok, der efter Anne-Mettes mening svigter deres unger.
- Der er mange overklassefamilier, hvor de i dag ikke har det godt, for de har glemt værdierne. De har troet, de kunne give dem kørekort og de har kunnet give dem bil i 18-års fødselsdagsgave, og så kunne de være alene hjemme, mens mor og far var i udlandet. det er jo netop manglende nærvær, siger hun til B.T.
Forældrene køber sig aflad
Ifølge Anne-Mette, der sprang ud som dansemus i seneste sæson af "Vild med dans" - en optræden der har ændret hendes liv - forsøger alt for mange forældre at købe sig til aflad i stedet for at være sammen med deres børn.
- Problemet er, at nærværet og omsorgen er det vigtigste. Du kan ikke købe dig fra det og sige "Nåh, men så får du også en pose slik". Man kan ikke købe sig til omsorg. Børn har brug for nærvær, siger Danmarks førstedame.
Læs om børn og børneopdragelse på www.mama.dk og køb ting til småbørn i Shoppen