Aqua: Har mistet 30 millioner
Popfænomenet Aqua har haft et glimrende comeback på musikscenen, men økonomisk er det slet ikke gået som i de glade 90'ere.
I løbet af de seneste 5 år har bandet haft et samlet underskud på hele 30 millioner kroner. Derfor har de 4 nu fyret deres manager og pengemand Søren Broberg Johansen, skriver Ekstra Bladet.
Ægteparret Lene Nystrøm og Søren Rasted har mistet 15 millioner kroner i perioden, hvor René Dif har tabt 9,5 millioner. Bandets stille medlem, Claus Norreen, er den, der har mistet mindst, men der er alligevel tale om et underskud på 7 millioner kroner over de sidste 5 år.
Gæld på 9 millioner
Søren Broberg Johansen har været direktør i 2 firmaer ejet af Søren Rasted, Lene Nystrøm og Claus Norreen, ligesom han har været administrator for bandmedlemmernes holdingselskaber. De poster er han nu fyret fra.
- Den eneste kommentar, jeg har, er: Ingen kommentarer, udtaler finansmanden til avisen, hvor han dog bekræfter, at han er fratrådt som manager for Aqua.
- Så er det vel naturligt, at jeg også træder ud af deres selskaber, siger Søren Broberg Johansen, der dog også netop er gået konkurs med sit eget selskab, der bl.a. har arbejdet med at skaffe kendte sportsfolk sponsorindtægter. Her har Aquas nu tidligere manager en gæld på 9 millioner kroner til sine kreditorer.
Aquas nye manager hedder Niklas Anker, men han skal udelukkende stå for bandets kunstneriske forretning. I stedet har Søren Rasted og Claus Norreen indsat sig selv som direktører i deres selskaber.