Nyheder26. april 2017

Aqua-Lene og Søren Rasted skal skilles efter 16 års ægteskab

Ægteskabet mellem to af nordens store musikstjerner slutter i enighed og med respekt, fortæller de.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/sh-33793.jpg

De har en verdensomspændende succes og millioner af solgte album og singler bag sig i hitgruppen Aqua, men ud over at være medlemmer af det samme band, har sangerinden Lene Nystrøm og musikeren Søren Rasted også været gift siden 2001.

Men nu er deres ægteskab slut, oplyser parret, der har besluttet at gå hver til sit.

- Min kone Lene og jeg har efter snart 16 års ægteskab valgt at gå hvert til sit. Dette gør vi i enighed og med den største respekt for hinanden, siger Søren Rasted om beslutningen.

Parret har sammen en datter og en søn, og de kommer i første række i den svære situation.

- Da vi er forældre til to børn på 11 og 12 år, beder vi om ro og respekt for situationen, da det især er en svær tid for dem, siger musikeren, der ud over Aqua også har haft succes med bandet Hej Matematik.

Aqua, der ud over ægteparret bestod af sangskriveren og produceren Claus Norreen samt sangeren René Dif, da det blev dannet i 90'erne, fik det helt store internationale gennembrud med nummeret "Barbie Girl".

Siden hittede de med numre som "Cartoon Heroes" og "Around the world", før gruppen i 2001 blev først opløst og siden gendannet i 2007.

I efteråret 2016 besluttede Claus Norreen at forlade bandet, der dermed blev reduceret til tre medlemmer.

Selv om Lene Nystrøm og Søren Rasted ikke længere danner par, vil parret stadig spille sammen, fortæller de. Skilsmissen betyder derfor ikke et farvel til Aqua.

- Beslutningen (om at gå fra hinanden, red.) er den hårdeste, vi hver især har måttet tage. Men vi gør det med stor kærlighed til hinanden, og alt det, vi har sammen, som ud over børn er venskab, familie, band, osv., vil vi fortsætte med og værne om, siger han og slår fast, at der trods den tunge beslutning kun er kærlighed imellem de to.

- Vi ønsker hinanden alt det bedste, for selv om vores ægteskab er slut - vil vi altid elske hinanden højt, siger han.

Sponsoreret indhold