Nyheder23. maj 2009

Bamse: Sejrherre

Med hjælp fra 10-årige Yasmin blev den store korleder kåret som vinder af ”All Stars”
Bamse omgivet af sit jublende kor
Bamse omgivet af sit jublende kor
 Foto: Henrik Ohsten/TV 2

Den hjemvendte søn Mike Tramp kunne alligevel ikke stå distancen, til trods for de fleste bookmakere bakkede ham op med deres odds.

Det blev nemlig Bamse og hans Århuskor, der løb med sejren fredag aften i TV2´s All Stars-finale.

- Jeg er stolt. Jeg er lige ved at græde. Jeg har hele tiden håbet på, at det ville ende sådan, siger en stolt og glad korleder til B.T.

Hjælp fra en 10-årig

Han fik hjælp til at vinde danskernes hjerter og stemmer fra kun 10-årige Yasmin, der lige skulle komme sig over den første nervøsitet. Men efter det gled alting, sammen med den bløde blues.

Bamse tog føringen med Beatles-nummeret "She loves you" og så Bamses Venners eget nummer "Vi er de levende lys".

Tramp førte sig ellers frem, som den sande rockstjerne han er, og til trods for masser af glam, så måtte han se sig slået på stregen.

- Nej, jeg er ikke skuffet, men jeg ved, at koret er skuffet, for det er første gang, at de er med til sådan noget her, sagde han slukøret til B.T.

Diabetes-børnene

Nogle, der overhovedet ikke var triste over afgørelsen, var diabetes-børnene, som nu får glæde af præmien på 250.000 kroner.

Bamses 30-årige søn Theis fik selv konstateret diabetes 1 i en alder af bare 6 år, derfor betød det ekstra meget for hans far at hjælpe diabetes-børnene.

Sponsoreret indhold